Tag Archives: sommertærte

Glutenfri & laktosefri mazarintærte

For et par dage siden delte jeg min første opskrift på glutenfri og laktosefri boller fra en dejlig brunch vi havde i sommerhuset for nogle uger siden. Det var ikke mit eneste forsøg med glutenfri bagning den dag for vi skulle naturligvis også have noget lækkert til eftermiddagskaffen. Det skulle selvfølgelig også være noget gluten- og laktosefrit, så mit valg faldt på denne mazarinkage, som kan toppes med alle slags sommerbær og frugter. Kagen er utrolig nem at lave og så holder den sig lækker og fugtig længe. Så værsgo Eat My Heart Out!

Glutenfri & laktosefri mazarinkage
200 g rørsukker
150 g mandelmel
2 tsk bagepulver
1 stang vanilje
4 æg
1 dl olivenolie
130 g fint revet marcipan

120 g blød nougat
1/4 l laktosefri fløde
Hindbær
Ribs
Jordbær
kirsebær

Glutenfri mazarinkage
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Brug knivbladet til at blande vaniljekornene med en smule rørsukker. Derefter røres mandelmel, rørsukker, vanilje og bagepulver i en skål. Pisk imens æggene tilsættes ét af gangen. Olivenolien hældes i i en tynd stråle, imens der piskes. Til sidst tilføjes den fint revne marcipan. Hæld dejen i en springform foret med bagepapir og bag den ved 200 grader i 35 min. Læg et stykke stanniol over kagen, så toppen ikke bliver brændt.

Til denne version har jeg brugt smeltet nougat til at dække kagens top. Det kan godt blive lidt sødt i sødt med sød mazarin og sød nougat, så jeg tror, at jeg vil bruge smeltet mørk chokolade næste gang jeg bager kagen.
Men denne gang lagde jeg tynde skiver af nougat på kagens top, imens den stadig var varm. Når kagen er helt afkølet kommes laktosefri flødeskum på toppen og der pyntes med hindbær, jordbær, ribs og kirsebær. Man kan naturligvis også bruge sensommer bær og frugter som f.eks. blommer, kirsebær, abrikoser og brombær.


Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, DESSERT, GLUTENFRI, KAGE, LAKTOSEFRI, TÆRTE

Mazarintærte med sommerbær

bærmazarintærte4

Fenja og jeg har taget hul på sommerferien hos bedstemor og bedstefar, imens Fenjas far Thomas er taget på Roskilde Festival. Det er helt vidunderligt at være blevet mor og opleve alle de små og store glæder som hver eneste dag rummer, men jeg havde nok alligevel lidt Roskilde abstinenser, da Thomas pakkede kameraet og tog på festival. Så jeg besluttede mig for at bage den ultimative sommerkage med bær fra mine forældres have – det kunne i hvert fald tage fokus fra alle Roskilde opdateringerne i et par timer.

Jeg har taget udgangspunkt i en jordbærkage, som min mor bagte til vores datters navnefest sidste år. Hun havde fundet opskriften hos Verden ifølge Charlotte og det er også den opskrift jeg har bygget videre på her. Så har du lidt ondt af dig selv fordi du ikke skal på festival eller har du bare lyst til at hylde sommerens bær så er det den ultimative sommerkage. Værsgo Eat My Heart Out!

 

Mørdejsbund

125 g koldt smør

175 g mel

3 spsk rørsukker

1 æggeblomme (Brug hviden i mazarinmassen)

Smør og mel smuldres. Tilsæt sukkeret og saml hurtigt dejen med æggeblommen. Læg dejen i husholdningsfilm og sæt på køl i mindst 1 time.

Rul derefter dejen ud og beklæd en tærteform med dejen. Tryk den fast med fingrene hvis dejen smuldrer lidt.

 

Mazarinfyld

150 g blødt smør

125 g rørsukker

1/4 tsk salt

200g marcipan

1 æg

1 æggehvide

Sukker og salt røres sammen med det bløde smør. Rør revet marcipan sammen med ægget og æggehviden i en anden skål. Bland de to ting sammen og fordel fyldet på den ubagte tærtebund. Bag tærten på varmluft ved 180 grader i ca. 24 min. Hold øje med hvornår mazarinfyldet er blevet gyldent brunt.

bærmazarintærte1

Chokolade

150 g mørk chokolade

Smelt chokoladen over vandbad og fordel chokoladen på kagen, når den kommer ud af ovnen. Stil kagen køligt, så chokoladen kan stivne.

bærmazarintærte3

Vaniljecreme

2 æg

3 spsk rørsukker

3 spsk hvedemel

3 dl mælk

1 tsk vaniljesukker

+ 1 dl fløde

Lav vaniljecremen imens dejen er i ovnen. Pisk æg sammen med sukker og vaniljesukker og tilsæt resten af ingredienserne. Kog over blus under stadig omrøring. Vaniljecremen er færdig når den tykner. Lad cremen køle af og pisk fløden til en blød flødeskum. Rør den forsigtigt sammen med vaniljecremen. Fordel cremen på tærtebunden, når den er kølet helt af.

bærmazarintærte2

Sommerbær

Du kan bruge alle former for bær og frugter til denne kage. Jeg har brugt jordbær, stikkelsbær og ribs fra mine forældres have og så har jeg suppleret med abrikoser, kirsebær og vindruer. Jeg synes at det er sjovt at skære frugterne ud på forskellige måder så kagen får et lidt rodet look.

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, CHOKOLADE, DESSERT, KAGE, TÆRTE

3D Rabarbertærte

rabarbertærte3

Rabarbersæsonen er over os og jeg får altid lyst til at lave både søde og salte retter med de vidunderligt sylige stængler i maj og juni. Denne gang har jeg forsøgt mig med et 3D stjernemønster, som jeg har set en del gange på Instagram, og det har lagret sig i min hjerne, som en ting jeg bare måtte prøve. Det er ikke så svært, som det ser ud til. Jeg tror at det simple trick er at sørge for at finde nogenlunde lige store rabarberstængler og skære dem ud i lige store ruderforme. Her har du mit bud på den populære rabarbertærte med 3Deffekter. Værsgo Eat my heart out!

 

Tærtedej

125 g blødt smør

1/2 tsk salt

75 g rørsukker

250 g hvedemel

1 æg

1 spsk vand

 

Vaniljecreme

2 æg

3 spsk rørsukker

3 spsk hvedemel

3 dl mælk

1 tsk vaniljesukker

 

Rabarbermønster

ca. 500g rabarber 6-8 stængler (Det er vigtigt at stænglerne er nogenlunde ens i størrelsen)

rabarbertærte2

Kom blødt smør i en skål og tilsæt sukker, salt og mel og smuldre det med fingrene. Tilsæt æg og saml dejen. Jeg har tilsat 1 spsk vand for at få dejen til at hænge ordentligt sammen. Det er vigtigt at arbejde hurtigt, så dejen ikke bliver varmet op af dine hænder. Læg dejen i husholdningsfilm og læg den på køl i mindst 30 min. Jeg plejer ofte at lave tærtedejen aftenen før. Så er jeg helt sikker på at den er kold, når den skal bruges.

Drys lidt mel på bordet og rul dejen ud i en cirkel der passer til din tærteform. Min tærteform er ca. 25 cm i diameter. Læg dejen i den smurte form og pres let dejen op mod tærteformens kanter. Prik dejen med en gaffel og stil den i ovnen ved 180 grader i 8 minutter.

Hvis du bruger en tærteform på 25 cm eller mindre er det ikke sikkert at du skal bruge al dejen. Jeg havde lidt dej til overs, som jeg brugte til at lave minitærter af.

Lav vaniljecremen imens dejen er i ovnen. Pisk æg sammen med sukker og vaniljesukker og tilsæt resten af ingredienserne. Kog over blus under stadig omrøring. Vaniljecremen er færdig når den tykner. Fordel vaniljecremen på tærtebunden, når den er kølet lidt af.

Rens og skær rabarberstænglerne ud i ruderform. Det er vigtigt at rabarberstænglerne er nogenlunde lige store og lige tykke. Skær dem ud så de er lige så lange, som de er tykke. Jeg har skåret dem så de er ca. 1 cm på alle leder og kanter.

Læg rabarberne i stjernemønster på vaniljecremen. Jeg kan anbefale at lægge et par stjernemønstre før du kaster dig ud i at pynte kagen. Så ved du hvordan stjernerne skal passe ind i hinanden. Bag kagen i ca. 25-30 min ved 180 grader.

Jeg serverede creme fraiche til kagen.

rabarbertærte1

 

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, DESSERT, KAGE, TÆRTE