Tag Archives: radise

Ostevafler

ostevafler2

Ost & Ko har netop nu en konkurrence hvor udfordringen er at gentænke ‘ostemaden’ og jeg har gået og tænkt over hvordan jeg gerne ville have en ostemad serveret i sommervarmen. Jeg er rigtig glad for en rugbrødsmad med en god gul ost om vinteren, men her i sommermånederne kunne det være rart med noget mere let og sprødt. Derfor har jeg prøvet at lave ostevafler af en danbo 50+ fra Mammen Mejeri. Vaflerne består kun af ost og er derfor både sprøde, salte og let seje og det går så fint i spænd med rygeostens fedme, de smørstegte sprøde rugbrødscroutoner og junis sprødeste asparges og sødeste jordbær. De er perfekte som en hapser før middagen eller som en del af lækkerierne til en studenterfest. Værsgo Eat My Heart Out!

 

Ostevafler

Til 5 personer

130 g danbo 50+ fra Mammen Mejeri

100 g rygeost

2 spsk creme fraiche

Smør

1 skive rugbrød

Agurk

Radise

Jordbær

Purløg

 

Smuldr rugbrødsskiven meget fint og steg det i smør på en pande. Lad det køle lidt af imens du forbereder ostevaflerne.

Riv danboen på den grove side af et rivejern. Sørg for at vaffeljernet er godt varmt og fyld den revne ost i og fordel det i et fint lag. Tryk vaffeljernet sammen og lad det varme indtil det lugter en lille smule stegt/brændt. Sluk hurtigt for varmen og åben jernet forsigtigt. Det er vigtigt at have masser af tålmodighed og lade den varme ostemasse køle af før du tager den ud af vaffeljernet. Ostevaflen skal lirkes forsigtigt ud – brug evt. en flad kniv og pas på det ikke knækker undervejs. Ostevaflen skal helst blive sprød og lidt sej. Del vaflen op i de enkelte hjerter.

Rør en rygeostecreme af rygeost og creme fraiche og fordel en god stor teske creme på hvert hjerte. Jeg har pyntet med forsommerens sprødeste grønt. Denne gang er det radise, agurk, asparges, jordbær og purløg. Drys med de smørstegte rugbrødscroutoner. Server hjerterne som en lille hapser før middagen.

ostevafler1

Reklamer

Skriv en kommentar

juni 5, 2016 · 12:02 am

Vietnamesisk Pho suppe

pho

Vietnamesisk mad gør mig lykkelig! Ja det gør det faktisk – jeg ved godt det er store ord, men den friskhed, sprødhed og varme de findes i det vietnamesiske køkken tilfredsstiller alle mine behov for sødme, bitterhed, sprødhed og ikke mindst skønhed! Min gode ven Phuc har lært mig at lave vietnamesisk Pho suppe. Vi havde en skøn aften i køkkenet, hvor han lærte mig grundprincipperne i denne skønne friske suppe. Jeg har freestylet lidt over hans opskrift og kom frem til denne suppe som helt klart kommer til at være en tilbagevendende klassiker i mit køkken fra nu af. Så værsgo EAT MY HEART OUT!

 

Suppe

1 hel kylling

Vand

2 skalotteløg

1 stjerneanis

1 kanelstang

15 korianderfrø

3 nelliker

1 knold ingefær

1 spsk rørsukker

2 pho bouillonterninger

2 spsk fishsauce

 

Fyld

Glasnudler

Rød chili

Forårsløg

papirtyndt skåret champignon

papirtyndt skåret radise

Bønnespirer

Romainsalat

Koriander

Kylling, løg og krydderier steges let i vindruekerneolie og vand hældes på til det dækker ca. 3 l.  Skum urenheder af løbende imens det hele simrer indtil kyllingen er helt mør. Efter 10 min tilføjes rørsukker, fishsauce og pho bouillonterninger. Husk at smag til så balancen er i orden. Krydderier og løg sies fra før servering.

Hæld kogende vand på glasnudlerne og lad dem stå 5 min. Vandet hældes fra og glasnudlerne skylles i koldt vand og stilles til “tørring” i et dørslag indtil suppen er klar.

Læg lidt glasnudler, fint skåret radise, champignon, forårsløg, chili og romainsalat i en skål og tilføj koriander, bønnespirer og kyllingekød. Det er vigtigt ikke at fylde for meget i skålen da den varme suppe helst ikke må blive for kold når den hældes over de friske sprøde grøntsager.

phokrydderier

Skriv en kommentar

Filed under KYLLING, SUPPE

Smækre lækre sild

Min yndlingsfisk er sild og allerhelst den friske stegte slags. Så den hurtigste og nemmeste aftensmad for mig er at smide et par lækre sild på panden og toppe op med gode dampede grøntsager. Værsgo EAT MY HEART OUT

Stegt sild

Rugmel blandes med lidt salt og sildefileterne vendes i melet og steges første med skindsiden nedad i smør. Når skindsiden er stegt sprød vendes fisken og steges færdig på den anden side.

Radisetzatziki

Græsk yogurt smages til med revet citronskal, citronsaft, salt, peber og presset hvidløg. Revet radise og agurk blandes i.

Denne gang har jeg dampet blomkål, porrer og gulerod sammen med en halv citron som presses ud over grøntsagerne.

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under FISK