Tag Archives: påske

Spicy påskesild med pink æg

Sponsoreret af GlyngøreGlyngore2

Nu er det snart tid til at samles om det store påskebord og jeg elsker at få mig en god sildemad med æg og snaps. Jeg er utrolig glad for de traditionelle karrysild, men denne gang har jeg givet sildemaden et twist, så nye sildeentusiaster også kan hoppe med på bølgen. De her minismørrebrød lægger op til at nyde silden i nye rammer ved en stående buffet eller blot som en lille hapser før lammekøllen kommer på bordet. Sildehapserne er toppet med en spicy æblechutney med karamelliseret rødløg, ingefær og chili.
Ingen Påske uden æg, så der er selvfølgelig syltede pink påskeæg på toppen.
Værsgo Eat My Heart Out!

Sild med æblechutney og pink æg
12 stk minismørrebrød

3 skiver rugbrød
1 spsk smør
1 glas Glyngøre marinerede sild

Syltede pink æg
6 æg
1 rødbede
350 ml æblecidereddike
1 dl vand
1 spsk fennikelfrø
4 stk allehånde
1 spsk sennepsfrø
4 laurbærblade
10 peberkorn
1 tørret chili

Æblechutney
1 stort rødløg
1 fed hvidløg
1×2 cm frisk ingefær
1/2 mild rød chili
2 syrlige æbler i små tern
2 spsk æblecidereddike
1 spsk rørsukker

Peberrod
Karse

Syltede pink æg
Jeg har lavet 6 æg så der er lidt ekstra, hvis man skulle få lyst til flere madder hen over Påsken. Lav de pink æg 4 dage før du skal bruge dem. De trækker farve fra rødbedesaften og på 5. dagen begynder blommerne også at tage farve. Kog æggene i 6,5 min og køl dem derefter af i rigeligt koldt vand. Æg er altid nemmest at pille, når de er meget kolde. Lav eddikelagen imens æggene koger. Lagen skal køles helt af før den hældes over æggene. Skræl rødbeden og skær den i tern. Kog rødbeden og resten af lageingredienserne i ca. 7-10 min. Fortvivl ej, hvis du ikke lige kan skaffe allehånde. Du kan også bruge andre tørrede krydderier, men vær forsigtig med kanelstænger, jeg synes personligt, at det giver en alt for sødlig smag til ægget. Steriliser et sylteglas og læg de pillede kolde æg ned i glasset. Hæld den afkølede lage over æggene og ryst glasset en lille smule, så lagen dækker æggene til alle sider. Sæt låg på og stil i køleskabet. Jeg har brugt mine æg efter 5 dage. Hvis du blot vil lave en fin pink ring på dine æg, så kan du nøjes med 2 dage i køleskabet. Æggene kan godt nå at tage smag af lagene på få dage. Jeg har “kun” kogt mine æg i 6,5 min, hvilket giver en blødkogt blomme. Du skal derfor være opmærksom på at blommen kan løbe lidt, når du skærer ægget ud.

Æblechutney
Pil og skær rødløget i små tern og steg dem ved lav varme i smørret i mindst 30-40 min indtil løggene er karamelliserede. Husk at rør lidt rundt, så det ikke brænder på. Tilføj derefter æbler, revet hvidløg, revet ingefær, hakket chili, rørsukker og æblecidereddike. Lad det småsimre indtil æblerne giver efter. Steriliser et sylteglas og kom chutneyen på glas og stil på køl.

Skær rugbrødet i kvarte og steg skiverne på hver side i smør. Læg rugbrødet på fedtsugende papir og stil til side. Skær de marinerede sild i stykker, som svarer nogenlunde til størrelsen på dine rugbrødsskiver. Læg alle rugbrødsskiverne op på et pænt skærebræt. Jeg synes altid at minismørrebrød præsenterer sig bedst, når de lægges på et fad i fine lige rækker. Læg sildestykkerne på rugbrødet og giv hver fisk en teskefuld æblechutney. Riv peberroden fint og drys lidt på hver mad. Skær derefter de pink æg ud i både. Hav gerne lidt køkkenrulle ved hånden så du kan tørre kniven af efter hver gang du skærer, så får du det pæneste resultat. Top sildemadderne med et pink æg og lidt karse.

Glyngore1

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under ÆG, BRØD, FISK, påske

Hot cross buns

hotcrossbuns

Jeg boede i London i et par år efter gymnasietiden. Det er efterhånden mange år siden, men jeg husker stadig nogle af de britiske madtraditioner, som jeg undrede mig mest over. Blandt dem var især crumpets og hot cross buns. Crumpets kom jeg til at holde af undervejs, men jeg forstod aldrig rigtig hvorfor britterne var så vilde med hot cross buns. Det er traditionelt en sød bolle, som man spiser på langfredag i Påsken for at fejre slutningen på fasten. Selve krydset på bollen er et symbol på Jesu korsfæstelse. I dag spiser britterne dem vist hele året rundt. Jeg fik dem i hvert fald serveret meget ofte da jeg arbejdede i Borders på Charing Cross Rd i London. Dem vi fik i the staff room kom vist for det meste fra supermarkedet Sainsbury’s og jeg var ikke vild med dem, men jeg har alligevel ikke kunnet lade være med at tænke på den søde kardemommebolle, som var fyldt med rosiner og sukat og havde det flotte kors på toppen. Så nu har jeg prøvet at lave dem selv og det bliver ikke sidste gang jeg bager hot cross buns. Jeg har ladet mig kraftigt inspirere af Paul Hollywoods opskrift fra BBC Good Food. Min familie var vilde med dem så de forsvandt alle sammen på en eftermiddag. Værsgo Eat My Heart Out!

Hot cross buns

1 pakke gær

300 ml sødmælk

50g smør

500g hvedemel

75g sukker

1 pisket æg

100g rosiner

Revet skal af en appelsin

1 tsk kardemomme

75g hvedemel til korset

1 æg til at pensle med

1 spsk honning

1 tsk appelsinsaft

 

Læg rosinerne i blød i appelsinsaft og stil til side.

Smelt smørret i en gryde – tag den at varmen og hæld mælken ved. Rør gæren ud i mælken (Husk at tjekke temperaturen). Tilføj mel, salt, kardemomme og sukker og saml dejen med en træske. Tilsæt det piskede æg og saml endnu en gang.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og ælt den ved at trække den helt ud med kanten af din hånd og træk den tilbage mod dig selv. Bliv ved med den bevægelse i ca. 7-10 minutter og indtil dejen er blød og smidig. Læg dejen i en smurt skål og stil til hævning i en time. Den skal helst hæve til det dobbelte.

Hæld endnu en gang dejen ud på et meldrysset bord og tryk den ud med flad hånd til en nogenlunde flad firkant. Fordel rosiner og revet appelsinskal ud over dejen og rul til en pølse. Del dejen i 15 lige store stykker og rul dem til fine runde boller. Placer bollerne forholdsvis tæt på en bageplade med bagepapir. Giv dog stadig rum til at bollerne kan hæve. Det er vigtigt at de vokser sammen under bagningen. Læg et viskestykke over bollerne og lad dem hæve 1 time.

Bland 75g hvedemel med 5 spsk vand. Hæld dog 1 spsk i af gangen og mix. Det er vigtigt at melblandingen ikke bliver for flydende – den skal kunne lægge sig som en fin streg oven på bollerne uden at flyde ud. Kom melblandingen i en frysepose og klip et lille hul i enden.

Pensl bollerne med et sammenpisket æg. Nu skal korset lægges på bollerne. Du klarer det nemmest, hvis du tage din frysepose med melblandingen og lægger en lige streg fra midten af første række af boller og kører lige ned i en vertikal linje. Det er vigtigt at du gør det i et jævnt tempo. Lav derefter en horisontal streg gennem bollerne. BBC Good Food har lavet en meget fin video af hvordan man gør.

Bag bollerne ved 200 grader i ca. 20 minutter. Bland honning og appelsinsaft og pensl bollerne med det. Server bollerne lune med masser af koldt smør.

Jeg kunne desværre ikke skaffe sukat på Fanø, men næste gang jeg bager hot cross buns skal det helt sikkert i.

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, BOLLER, BRØD, Uncategorized