Tag Archives: midsommerkage

Rabarber marcipan kage

rabarbermarcipankage

Rabarber marcipankage
Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker rabarber, så selvfølgelig stod ugens bageprojekt på en marcipankage med rabarber. Jeg har tidligere delt en opskrift på mazarinkage med rabarber. Begge kager er gode og de minder meget om hinanden, så du kan jo prøve dem begge to, hvis du elsker rabarber lige så meget som mig.
Det er nu haven og butikkerne er fulde af rabarber, så det er bare med at komme igang med at bage med de vidunderligt syrlige rabarber stængler, som smager af forår og snarlig sommer. Værsgo Eat my heart out!

Rabarber marcipankage
75 g rørsukker
1 tsk vaniljesukker
75 g smør
70 g fint revet marcipan
2 æg
50 g hvedemel
6 rabarber stængler
4 spsk rørsukker

Rens rabarberne og skær stænglerne ud til det mønster du gerne vil lave. Jeg har brugt en kvadratisk bageform denne gang på 18 x 18 cm. Min datter på 3 år var med til at lave kagen, så vi gik med et meget simpelt mønster. Jeg har skåret rabarberne ud i stykker på 4 cm. Sørg gerne for at rabarberstykkerne er nogenlunde lige store, så bliver mønstret flottest. Læg rabarberne i en skål med 4 spsk rørsukker og lad det trække, imens du laver kagedejen.
Pisk fint revet marcipan med rørsukker, vaniljesukker og blødt smør indtil det bliver en fin og ensartet masse. Pisk derefter æggene i ét efter et. Vend til sidst hvedemelet i og hæld dejen i bageformen. Så er det tid til at pynte kagen. Vi lavede et meget enkelt mønster med 2 stykker rabarber på højkant og så 2 stykker vandret ved siden af og derefter skiftevis, så det ligner et fletværk. Bag kagen i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 30 minutter. Server kagen afkølet med en god creme fraiche.

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, DESSERT, KAGE, TÆRTE

Bedstefars skæg

Bedstefarsskæg

Vi var til sommerfest i vuggestuen i sidste uge, og det var selvfølgelig en skøn lejlighed til at bage lidt ekstra. Jeg kan ikke rigtig tænke på andet end rabarber for tiden, så valget faldt på en helt traditionel pladekage, som jeg har fået serveret mange gange som barn hos mine bedstemødre. Jeg synes at bedstefars skæg har fortjent en revival. Så her kommer min opskrift på en rund bedstefars skæg kage med masser af brændt marengs på toppen. Der var mange glade forældre til sommerfesten som var vilde med den og heldigvis var der også mange, der havde medbragt super lækre chokoladekager til alle børnene. Værsgo Eat My Heart Out!

Rabarberkompot
300 g rabarber
150 g sukker
1 dl vand

Kagebund
125 g blødt smør
125 g sukker
4 æggeblommer
250 g hvedemel
2 tsk bagepulver
2 dl mælk

Italiensk marengs
4 æggehvider
200 g flormelis

Kagebund
Blødt smør og sukker røres luftigt. Tilsæt æggeblommer én ad gangen. Bland mel og bagepulver og vend det i smørret sammen med sødmælken. Hæld dejen i en springform med bagepapir og bag kagen ved 175 grader i ca. 35 min.

Rabarberkompot
Rens rabarberne og skær dem i stykker på 2 cm. Rabarber og sukker kommes i en gryde med 1 dl vand. Kog op og rør. Rabarberne skal være møre, men ikke helt udkogte. Lad kompotten køle af.

Marengs
Pisk æggehviderne stive. Tilsæt flormelis lidt ad gangen og pisk godt, til sukkermassen bliver sej. Tag kagen ud af ovnen og lad den køle lidt af. Bred derefter rabarberkompotten ud på kagebunden og smør marengs på toppen. Brug en ske til at lave cirkler i marengsen. Brænd marengsen let med en bunsenbrænder eller bag den i ovnen ved høj temperatur indtil marengsen tager farve.

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, DESSERT, KAGE

Koldskålskage med rabarber

Koldskålskagerabarber

Nu er der ikke længe til midsommer og Sankt Hans aften og jeg kan ikke komme i tanke om en mere passende kage at slutte årets længste dag af med end denne koldskålskage med den smukkeste lyserøde rabarbergele og florlette hyldeblomster på toppen.
Man kan selvfølgelig også bage kammerjunkerne selv, men det er endnu ikke lykkedes mig at bage nogle der smager bedre end dem man kan købe. Hvis du har en god opskrift på kammerjunkere så lad mig det endelig vide.
Værsgo Eat My Heart Out!

Koldskålskage med rabarber
6 personer
15 cm springform

Kagebund
100 g kamerjunkere
50 g smør

Koldskålmousse
1,5 dl kærnemælk
1,5 dl fløde
30 g flormelis
1/2 vaniljestang + 1 spsk rørsukker
Saft og skal af en halv citron
3 blad husblas

Rabarbergele
350 g rabarber
2 dl vand
100 g rørsukker
1 blad husblas

Pynt
Hyldeblomster

Kagebund
Smelt smør i en kasserolle. Kom kammerjunkerne i en pose og knus dem. Bland derefter kammerjunkere med smørret og pres det ned i et jævnt lag i springformen.

Koldskålsmousse
Læg 3 blade husblas i blød i koldt vand. Pisk fløden til en let flødeskum i en skål. I en anden skål piskes derefter kærnemælk, flormelis, vaniljesukker og revet skal fra citronen. Smelt husblassen over vandbad og rør den med citronsaften. Hæld der efter husblassen i kærnemælksblandingen og rør godt rundt. Tilsidst vendes flødeskummet i og moussen hældes over kagebunden. Stil kagen i køleskabet i mindst et par timer. Hvorefter rabarbergelen forberedes

Rabarbergele
Det er vigtigt at rabarbergelen og koldskålsmoussen har nogenlunde samme temperatur, så tag kagen ud af køleskabet ca. 10 min før du hælder gelen på kagen. Læg 1 blad husblas i blød i koldt vand. Rens og skær rabarberne i ca. 2 cm store stykker og kog op med vand og rørsukker. Tag rabarbermassen af varmen og sigt den igennem et klæde – det tager lidt tid. Når rabarbersaften er løbet igennem sigten tages husblassen op, klemmes let og puttes i en lille metalskål. Hæld 2 dl vand i en kasserolle og vent til det koger. Smelt husblassen i metalskålen over vandbad. Den smeltede husblas røres med 2 tsk citronsaft og røres i rabarbersaften. Tjek at rabarbergelen ikke er for varm før den forsigtigt hældes over koldskålsmoussen. Kagen stilles tilbage i køleskabet i 1 times tid eller mere. Kagen kan sagtens laves dagen i forvejen. Inden servering pyntes kagens kant med små stilke af hyldeblomster.

Koldskålskagerabarber1

Skriv en kommentar

Filed under DESSERT, KAGE

Mazarintærte med sommerbær

bærmazarintærte4

Fenja og jeg har taget hul på sommerferien hos bedstemor og bedstefar, imens Fenjas far Thomas er taget på Roskilde Festival. Det er helt vidunderligt at være blevet mor og opleve alle de små og store glæder som hver eneste dag rummer, men jeg havde nok alligevel lidt Roskilde abstinenser, da Thomas pakkede kameraet og tog på festival. Så jeg besluttede mig for at bage den ultimative sommerkage med bær fra mine forældres have – det kunne i hvert fald tage fokus fra alle Roskilde opdateringerne i et par timer.

Jeg har taget udgangspunkt i en jordbærkage, som min mor bagte til vores datters navnefest sidste år. Hun havde fundet opskriften hos Verden ifølge Charlotte og det er også den opskrift jeg har bygget videre på her. Så har du lidt ondt af dig selv fordi du ikke skal på festival eller har du bare lyst til at hylde sommerens bær så er det den ultimative sommerkage. Værsgo Eat My Heart Out!

 

Mørdejsbund

125 g koldt smør

175 g mel

3 spsk rørsukker

1 æggeblomme (Brug hviden i mazarinmassen)

Smør og mel smuldres. Tilsæt sukkeret og saml hurtigt dejen med æggeblommen. Læg dejen i husholdningsfilm og sæt på køl i mindst 1 time.

Rul derefter dejen ud og beklæd en tærteform med dejen. Tryk den fast med fingrene hvis dejen smuldrer lidt.

 

Mazarinfyld

150 g blødt smør

125 g rørsukker

1/4 tsk salt

200g marcipan

1 æg

1 æggehvide

Sukker og salt røres sammen med det bløde smør. Rør revet marcipan sammen med ægget og æggehviden i en anden skål. Bland de to ting sammen og fordel fyldet på den ubagte tærtebund. Bag tærten på varmluft ved 180 grader i ca. 24 min. Hold øje med hvornår mazarinfyldet er blevet gyldent brunt.

bærmazarintærte1

Chokolade

150 g mørk chokolade

Smelt chokoladen over vandbad og fordel chokoladen på kagen, når den kommer ud af ovnen. Stil kagen køligt, så chokoladen kan stivne.

bærmazarintærte3

Vaniljecreme

2 æg

3 spsk rørsukker

3 spsk hvedemel

3 dl mælk

1 tsk vaniljesukker

+ 1 dl fløde

Lav vaniljecremen imens dejen er i ovnen. Pisk æg sammen med sukker og vaniljesukker og tilsæt resten af ingredienserne. Kog over blus under stadig omrøring. Vaniljecremen er færdig når den tykner. Lad cremen køle af og pisk fløden til en blød flødeskum. Rør den forsigtigt sammen med vaniljecremen. Fordel cremen på tærtebunden, når den er kølet helt af.

bærmazarintærte2

Sommerbær

Du kan bruge alle former for bær og frugter til denne kage. Jeg har brugt jordbær, stikkelsbær og ribs fra mine forældres have og så har jeg suppleret med abrikoser, kirsebær og vindruer. Jeg synes at det er sjovt at skære frugterne ud på forskellige måder så kagen får et lidt rodet look.

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, CHOKOLADE, DESSERT, KAGE, TÆRTE

3D Rabarbertærte

rabarbertærte3

Rabarbersæsonen er over os og jeg får altid lyst til at lave både søde og salte retter med de vidunderligt sylige stængler i maj og juni. Denne gang har jeg forsøgt mig med et 3D stjernemønster, som jeg har set en del gange på Instagram, og det har lagret sig i min hjerne, som en ting jeg bare måtte prøve. Det er ikke så svært, som det ser ud til. Jeg tror at det simple trick er at sørge for at finde nogenlunde lige store rabarberstængler og skære dem ud i lige store ruderforme. Her har du mit bud på den populære rabarbertærte med 3Deffekter. Værsgo Eat my heart out!

 

Tærtedej

125 g blødt smør

1/2 tsk salt

75 g rørsukker

250 g hvedemel

1 æg

1 spsk vand

 

Vaniljecreme

2 æg

3 spsk rørsukker

3 spsk hvedemel

3 dl mælk

1 tsk vaniljesukker

 

Rabarbermønster

ca. 500g rabarber 6-8 stængler (Det er vigtigt at stænglerne er nogenlunde ens i størrelsen)

rabarbertærte2

Kom blødt smør i en skål og tilsæt sukker, salt og mel og smuldre det med fingrene. Tilsæt æg og saml dejen. Jeg har tilsat 1 spsk vand for at få dejen til at hænge ordentligt sammen. Det er vigtigt at arbejde hurtigt, så dejen ikke bliver varmet op af dine hænder. Læg dejen i husholdningsfilm og læg den på køl i mindst 30 min. Jeg plejer ofte at lave tærtedejen aftenen før. Så er jeg helt sikker på at den er kold, når den skal bruges.

Drys lidt mel på bordet og rul dejen ud i en cirkel der passer til din tærteform. Min tærteform er ca. 25 cm i diameter. Læg dejen i den smurte form og pres let dejen op mod tærteformens kanter. Prik dejen med en gaffel og stil den i ovnen ved 180 grader i 8 minutter.

Hvis du bruger en tærteform på 25 cm eller mindre er det ikke sikkert at du skal bruge al dejen. Jeg havde lidt dej til overs, som jeg brugte til at lave minitærter af.

Lav vaniljecremen imens dejen er i ovnen. Pisk æg sammen med sukker og vaniljesukker og tilsæt resten af ingredienserne. Kog over blus under stadig omrøring. Vaniljecremen er færdig når den tykner. Fordel vaniljecremen på tærtebunden, når den er kølet lidt af.

Rens og skær rabarberstænglerne ud i ruderform. Det er vigtigt at rabarberstænglerne er nogenlunde lige store og lige tykke. Skær dem ud så de er lige så lange, som de er tykke. Jeg har skåret dem så de er ca. 1 cm på alle leder og kanter.

Læg rabarberne i stjernemønster på vaniljecremen. Jeg kan anbefale at lægge et par stjernemønstre før du kaster dig ud i at pynte kagen. Så ved du hvordan stjernerne skal passe ind i hinanden. Bag kagen i ca. 25-30 min ved 180 grader.

Jeg serverede creme fraiche til kagen.

rabarbertærte1

 

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, DESSERT, KAGE, TÆRTE

Jordbærkoldskålskage

koldskaalskage

Min yndlings højtid er uden sammenligning Sankt Hans aften. Det er det mest vidunderlige tidspunkt på året. Sommeraftnerne i juni er lyse og blide og de lover mig at der er sol, ferie og kærlighed på vej. Jeg bliver altid meget nostalgisk, når jeg står og kigger ind i flammerne på sankthansbålet og synger med på midsommervisen:

men den skønneste krans,
bli’r dog din Sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter,
så varme så glade.

Der sker noget magisk når vi synger sammen. Jeg får kuldegysning hver gang. Vi burde synge sammen meget mere end vi gør. Derfor fejrer jeg også altid Sankt Hans med en særlig glæde i hjertet, fordi jeg ved det er tid til at synge sammen med dem jeg holder af og lade de mørke og grå vinterdage være fortid. Derfor skal en af sommerens længst dage også fejres på behørig vis med en særlig festlig kage. I år har jeg forsøgt mig med en jordbærkoldskålskage. Den er syrlig, sød og sart lyserød og minder mig om utrolig mange dejlige juniaftner med hjemmelavet koldskål med masser af søde jordbær og kammerjunkere. Værsgo Eat My Heart Out.

Jordbærkoldskålskage

1 dl sukker
1/2 vaniljestang
2 dl kærnemælk
2 dl tykmælk
3 øko æg
1/2 øko citron
2,5 dl fløde
8 blade husblas
150g jordbær
150g kammerjunkere
50g finthakkede mandler
100g smør
Jordbær
Hyldeblomster
Kammerjunkere
Jeg plejer altid at insistere på at bage alt fra bunden, men lige når det kommer til kammerjunkere, så køber jeg dem gerne. Jeg har flere gange forsøgt mig med at bage mine egne kammerjunkere og jeg synes resultatet er blevet lige kedeligt og dårligt hver gang. Kom kammerjunkerne i en pose og knus dem, så de bliver til fint smulder. Hæld dem i en skål sammen med de fint hakkede mandler. Smelt smør i en gryde og lad det køle let af. Hæld det smeltede smør i skålen og saml hurtigt det hele. Kom kiksemassen over i en springform og fordel den jævnt.
Læg husblassen i blød i en skål med vand. (Husblassen skal ligge i blød i mindst 5 minutter eller indtil den er blød og medgørlig). Pisk æg, sukker og vaniljekorn til en skummende masse. Jeg bruger øko æg, men man kan naturligvis også bruge pasteuriserede æg, hvis man har det bedst med det. Tilføj kærnemælk, tykmælk og revet citronskal til æggemassen og pisk godt. Hæld en halvliter af koldskålen op i en blender og tilføj de rengjorte jordbær. Blend massen grundigt og hæld den tilbage i resten af koldskålen. Smag til med sukker og citron. Jeg kan godt lide en meget syrlig koldskål, så smag på den og vurder om du gerne vil have en sødere version.
Tag husblassen op og knug den let. Læg husblassen i en metalskål og varm den op over vandbad. Pisk fløden til flødeskum imens. Lad husblassen køle af og tilføj citronsaft. Mærk efter med en lillefinger om væsken har nogenlunde sammen temperatur som koldskålen. Tilføj husblassen til koldskålen og rør godt rundt. Tilsidst vendes flødeskummet forsigtigt i massen. Hæld jordbærkoldskålen i springformen og sæt kagen på køl. Lad den står natten over så den rigtig kan få tid til at sætte sig.
Pynt kagen med jordbær, hyldeblomster og knuste kammerjunkere.
Rigtig glædelig Midsommer.
koldskaalskage1

Skriv en kommentar

Filed under DESSERT

Jordbærkoldskål

koldskål

Det er sommer og tid til koldskål og masser af danske søde jordbær. Så jeg tænkte jeg ville kombinere de to til min morgenmad. Jeg har brugt vores familieopskrift på koldskål og kørt den en gang i blenderen med dejligt søde danske jordbær og voila – så får man en smuk pink jordbærkoldskål. Værsgo EAT MY HEART OUT!

 

Jordbærkoldskål

2 øko æg

2 spsk rørsukker

1 halv vaniljestang

1 tsk rørsukker til vaniljekornene

2 dl kærnemælk

2 dl tykmælk

Øko citronskal

Citronsaft

10 søde jordbær

 

Æg piskes med rørsukker til en skummende masse. Del vaniljestangen og skrab den for alle de skønne vaniljekorn. Fordel vaniljekornene med spidsen af en kniv i en tsk rørsukker, så kornene er godt skilt ad. Tilføj vaniljesukkeret til æggemassen og pisk godt. Tilsæt kærnemælk og tykmælk + citronskal og saft. Jeg kan godt lide en syrlig koldskål så jeg bruger meget citronskal og citronsaft, men det er jo en smags sag, så husk at smag til undervejs. Hæld blandingen op i en blender og tilføj de søde jordbær og giv det en hurtig tur. Server med jordbær og kammerjunkere.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under ÆG, DESSERT