Tag Archives: midsommer

Jordbærkoldskålskage

koldskaalskage

Min yndlings højtid er uden sammenligning Sankt Hans aften. Det er det mest vidunderlige tidspunkt på året. Sommeraftnerne i juni er lyse og blide og de lover mig at der er sol, ferie og kærlighed på vej. Jeg bliver altid meget nostalgisk, når jeg står og kigger ind i flammerne på sankthansbålet og synger med på midsommervisen:

men den skønneste krans,
bli’r dog din Sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter,
så varme så glade.

Der sker noget magisk når vi synger sammen. Jeg får kuldegysning hver gang. Vi burde synge sammen meget mere end vi gør. Derfor fejrer jeg også altid Sankt Hans med en særlig glæde i hjertet, fordi jeg ved det er tid til at synge sammen med dem jeg holder af og lade de mørke og grå vinterdage være fortid. Derfor skal en af sommerens længst dage også fejres på behørig vis med en særlig festlig kage. I år har jeg forsøgt mig med en jordbærkoldskålskage. Den er syrlig, sød og sart lyserød og minder mig om utrolig mange dejlige juniaftner med hjemmelavet koldskål med masser af søde jordbær og kammerjunkere. Værsgo Eat My Heart Out.

Jordbærkoldskålskage

1 dl sukker
1/2 vaniljestang
2 dl kærnemælk
2 dl tykmælk
3 øko æg
1/2 øko citron
2,5 dl fløde
8 blade husblas
150g jordbær
150g kammerjunkere
50g finthakkede mandler
100g smør
Jordbær
Hyldeblomster
Kammerjunkere
Jeg plejer altid at insistere på at bage alt fra bunden, men lige når det kommer til kammerjunkere, så køber jeg dem gerne. Jeg har flere gange forsøgt mig med at bage mine egne kammerjunkere og jeg synes resultatet er blevet lige kedeligt og dårligt hver gang. Kom kammerjunkerne i en pose og knus dem, så de bliver til fint smulder. Hæld dem i en skål sammen med de fint hakkede mandler. Smelt smør i en gryde og lad det køle let af. Hæld det smeltede smør i skålen og saml hurtigt det hele. Kom kiksemassen over i en springform og fordel den jævnt.
Læg husblassen i blød i en skål med vand. (Husblassen skal ligge i blød i mindst 5 minutter eller indtil den er blød og medgørlig). Pisk æg, sukker og vaniljekorn til en skummende masse. Jeg bruger øko æg, men man kan naturligvis også bruge pasteuriserede æg, hvis man har det bedst med det. Tilføj kærnemælk, tykmælk og revet citronskal til æggemassen og pisk godt. Hæld en halvliter af koldskålen op i en blender og tilføj de rengjorte jordbær. Blend massen grundigt og hæld den tilbage i resten af koldskålen. Smag til med sukker og citron. Jeg kan godt lide en meget syrlig koldskål, så smag på den og vurder om du gerne vil have en sødere version.
Tag husblassen op og knug den let. Læg husblassen i en metalskål og varm den op over vandbad. Pisk fløden til flødeskum imens. Lad husblassen køle af og tilføj citronsaft. Mærk efter med en lillefinger om væsken har nogenlunde sammen temperatur som koldskålen. Tilføj husblassen til koldskålen og rør godt rundt. Tilsidst vendes flødeskummet forsigtigt i massen. Hæld jordbærkoldskålen i springformen og sæt kagen på køl. Lad den står natten over så den rigtig kan få tid til at sætte sig.
Pynt kagen med jordbær, hyldeblomster og knuste kammerjunkere.
Rigtig glædelig Midsommer.
koldskaalskage1
Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under DESSERT, Uncategorized