Tag Archives: efterårskage

Mors Æblekage

æblekage

Vi var på æblerov på Amager Fælled i weekenden og var så heldige at komme hjem med cykelkurven fuld af store flotte syrlige æbler. Når kurven er fuld af æbler, så skal der naturligvis bages æblekage. Vi har mange favoritter, når det kommer til æblekage her i huset, men en af de opskrifter jeg altid vender tilbage til er denne æblekage, som min mor altid bagte da jeg var barn. De syrlige æbler passer rigtig godt til denne kage, som er spækket med kanelsukker. Værsgo Eat My Heart Out!

200 g rørsukker

125 g smør

2 æg

1/2 tsk bagepulver

200 g hvedemel

2 dl sødmælk

6 syrlige æbler

Kanelsukker

Smelt smørret ved svag varme. Pisk rørsukker med æg indtil det bliver til en luftig masse. Tilføj det afkølede smør og si hvedemel og bagepulver i og pisk dejen. Pisk derefter sødmælk i dejen. Hæld dejen i en smurt tærteform.

Denne gang har jeg ikke skrællet æblerne fordi jeg tænkte at de grønne og røde æbleskræller ville tilføje et flot mønster til kagen, men det virkede ikke rigtigt som jeg havde forestillet mig. Så næste gang vil jeg skrælle æblerne og skære dem i både og dyppe dem i kanelsukker. Placér æblerne i et fint mønster på dejen. Drys evt. den overskydende kanelsukker over kagen før den bages ved 180 grader i 45 minutter.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, KAGE

Hytteost cheesecake med havtorngelé

cheesecake

Jeg elsker at sanke i naturen, så jeg tog kurven med da min kæreste Thomas og jeg gik en tur på Amager Fælled for et par uger siden. Umiddelbart så det ud som om vi var lidt for sent ude. De fleste træer og buske så ud til at have haft besøg allerede. Men heldigvis var vi så heldige at spotte guld, da vi netop havde givet op og var på vej hjem. Der stod nogle fine havtornbuske og struttede med deres orange bær lige foran os. Efter mange rifter på arme og hænder blev kurven fyldt med de smukke grene og så blev de smidt direkte i fryseren, da vi kom hjem. Så var udfordringen bare at finde ud af hvad de lækre bær skulle bruges til. Da jeg var barn lavede min mor ofte en hytteost cheesecake fra Karolines Kogebøger – og den fik jeg lyst til at lave i en opdateret version pyntet med havtorngelé i stedet for appelsiner. Så værsgo Eat my heart out!

 

Hytteost cheesecake med havtorngelé

150g fuldkornskiks

75g smør

50g hasselnødder

7 blade husblas

2 æg

85g sukker

1 halv vaniljestang

1 spsk sukker til vaniljen

400g hytteost

1/4 L piskefløde

Saften af 1 mandarin

 

Havtorngelé

125g havtorn

1 spsk sukker

Saften af 3 mandariner

3 blade husblas

 

Hytteost cheesecake

Smelt smørret og tilsæt smuldret kiks og fint hakkede nødder. Kom blandingen i en springform og pres det tæt sammen. Læg 7 blade husblas i blød i koldt vand i 5 min. Flæk vaniljestangen og fordel vaniljekornene i 1 spsk sukker. Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en skummende hvid masse. Vend hytteosten i æggemassen. Tag husblasen op af vandet og kram det let for vand. Smelt det over vandbad. Afkøl husblasen med mandarinsaft og kom den i hytteostblandingen under omrøring. Pisk fløden og vend forsigtigt flødeskummet i blanding. Fordel blandingen over kiksebunden og stil kagen på køl i mindst 8 timer.

Havtorngelé

Pil de frosne havtorn af grenene og kom dem i en gryde. Tilsæt sukker og saften af 2 mandariner. Kog massen op og filtrer den gennem en sigte, så du kun har den fine orange væske tilbage. Stil evt. havtornsaften i en vindueskarm med åbent vindue, så væsken kan køle hurtigt ned. Læg 3 blade husblas i blød i koldt vand i 5 min. Smelt husblas over vandbad og køl ned med saften fra 1 mandarin. Tilsæt husblasen til havtornsaften under omrøring. Det er vigtigt at begge væsker er nogenlunde samme temperatur og kølige, da den skal hældes over den kolde cheesecake. Hæld geléen over cheesecaken og stil den på køl i et par timer til geléen er stivnet.

Gem evt. et par frosne havtorngrene til at pynte kagen med.

cheesecake_2

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under ÆG, DESSERT