Tag Archives: børnemad

Pasta i børnevenlig tunsauce

Sponsoreret af Grøndals

Pastatunsauce1

Lige siden jeg flyttede hjemmefra for snart 20 år siden, har spaghetti med tunsauce og majs været en tilbagevendende ret i mit køkken. Det er en ret som har ændret sig en del hen over årene. Da jeg flyttede hjemmefra var det først og fremmest et billigt og hurtigt måltid, hvor man næsten altid kunne finde alle ingredienserne i køkkenskabene. Senere har jeg fået en del mere fokus på at lave min egen tomatsauce og så er kvaliteten af dåsetunen også blevet betydelig bedre indenfor de sidste 10 år. Denne gang bruger jeg Grøndals dåsetun, som virkelig giver en god smag og lækker tekstur til den “gamle” ret. Jeg har lavet en meget børnevenlig version, som min datter på 2 år også kan overtales til at spise med på. Rester af tunsaucen er også helt perfekt som topping på pizza eller i en tunameltsandwich dagen efter.

Jeg har lavet et samarbejde med Grøndals, som sælger fiskekonserves af høj kvalitet.
Der er fokus på godt håndværk – lige fra tunen fanges bæredygtigt med stangfiskeri, til fremstillingen, der handler om gode håndværkstraditioner og erfaringer. Fiskene svømmer også i lokalt produceret olivenolie i BPA-fri dåser.

Jeg vil de næste par uger komme med mine bud på, hvordan fisk på dåse kan være med til at bidrage til et lækkert, sundt og bæredygtigt alternativ til tunge kødretter. Jeg lover at du hurtigt glemmer firsernes tarvelige retter med dåsemad, når produkterne er af så høj kvalitet, som Grøndals tun, makrel, sardiner og ansjoser, som giver enhver pastaret et ekstra pift af luksus. Så værsgo Eat My Heart Out!

 

Pasta i børnevenlig tunsauce

(Til 3 personer + lidt frokostrester)

250 g Grøndals tun

1 stort løg

2 store fed hvidløg

3 stængler blegselleri

2 gulerødder

1/2 rød peberfrugt

2 x tomatpassata (800g)

3 majskolber eller 1 dåse søde majs

70 g tomatpure

1 spsk rørsukker

1 spsk tørret timian

1 spsk tørret oregano

Salt og peber

Frisk basilikum

400 g fusilli pasta

 

Pasta med tunsauce

Gør de 3 majskolber klar og kog dem i letsaltet vand i 8 minutter. Stil dem til side og lad dem køle lidt af.

Kog fusilli pastaen i rigeligt letsaltet vand i ca. 9 minutter og kog til de er møre.

Snit løg og hvidløg. Rens og hak blegselleri, gulerødder og peberfrugt. Varm olien op og tilsæt løg og lad dem brune let ved middelvarme i ca. 10. min. Tilsæt derefter hvidløg, blegselleri, gulerødder og peberfrugt. Lad det hele varme godt igennem og tilføj evt. en smule vand undervejs og rør rundt, så grøntsagerne ikke brænder på. Tilsæt tomatpure og lad det brænde lidt af i gryden før tomatpassataen tilføjes. Sukker, timian, oregano, salt og peber kommes i gryden og det hele simrer ved svag varme i ca. 15 minutter. Skær majsene af majskolberne. Tilsidst kommes tunstykkerne, majs og frisk basilikum i saucen og den varmes let – det skal ikke koge.

Hæld pastaerne i saucen og tilføj evt. lidt kogevand, hvis saucen er blevet lidt tyk. Jeg har anrettet med friske basilikumblade og parmesan, men jeg synes faktisk ikke at parmesanosten passede så godt til retten, så den kan undlades.

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under FISK, GRØNT, PASTA

Pølsehorn

pølsehorn

Min datter elsker pølsehorn og vi har været så heldige at bedstemor har haft hjemmebagte pølsehorn med til os flere gange. Det er altså genialt at vi lige kan tage et par stykker ud af fryseren til eftermiddagssnack. Nu synes jeg at der var på tide at jeg selv fik bagt nogle pølsehorn, da mor og datter nok er lige vilde med de indbagte pølser. Så værsgo Eat My Heart Out!

Pølsehorn (24 stk + 8 boller)

50 g gær

3 dl lunkent vand

100 g smeltet smør

2 dl A38

1 æg

3 spsk rørsukker

2 tsk salt

500 g ølandshvedemel

400 g hvedemel

12 pølser uden skind (evt. +8stk)

1 sammenpisket æg

 

Smelt smørret ved svag varme. Tag gryden af blusset og tilføj A38. Lad det stå og køle lidt af imens du rører gæren ud i det lunkne vand. Tilsæt ægget, salt, sukker og smørblandingen og derefter mel indtil dejen slipper skålen. Dejen må gerne være en lille smule klistret. Lad det stå under et klæde og hæve i en time.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og del den i 4 lige store dele. Rul en dejklump ud til en rund flad pandekage og skær den i 8 lige store ‘pizzaslices’. Da det hovedsagelig er min datter på 16 måneder, der spiser pølsehornene har jeg valgt at købe nogle pølser uden skind. Skær pølserne over på midten og læg en halv pølse på hver kant af det bredeste sted på din  ‘pizzaslices’. Rul pølserne ind i trekanten og placér på en bagplade med bagepapir. Lad pølsehornene hæve i endnu en halv time og pensl med sammenpisket æg før du sætter dem i ovnen ved 200 grader i 12-15 minutter. Jeg havde ikke helt nok pølser, så jeg fik også 8 fine boller ud af dejen. Hvis du køber 20 pølser i alt burde det passe med mængden af dej. Server pølsehornene lune eller frys dem ned og tag dem ud af fryseren til en eftermiddagssnack.

 

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, BRØD