Tag Archives: bluecheesedip

Brunkager med blue cheese dip og bagte druer

Reklame for Ost & KobrunkagermedbluecheeseFoto af Signe Bay

Brunkager, blue cheese og druer var altid faste elementer på julefrokostbordet
da jeg var barn i 80’erne. I dag fik jeg lyst til at se om de 3 elementer kunne
omdannes til en anderledes og mere sammenhængende snack til et moderne
ostebord. Du kan også finde opskriften på mine brunkager og æblerosetærter i julenummeret af Ost & Kos magasin Ostekultur.

Jeg server brunkagestjernerne med en klat blue cheese dip på toppen og en bagt
drue. Det kan også anbefales at lægge 2 brunkager sammen med en god klat blue
cheese dip i midten og med en ekstra skive blue cheese på toppen sammen med
de søde druer. Værsgo Eat My Heart Out!

Brunkager med blue cheese & bagte druer

Ca. 200 stk

225 g lys sirup

225 g brun farin

250 g smør

1 tsk stødt kardemomme

1 tsk stødt nellike

1 tsk stødt kanel

1 tsk stødt allehånde

1 tsk stødt ingefær

1 tsk natron

1 ½ tsk potaske

500 g hvedemel

½ dl saft af fra citron og appelsin

Fintrevet skal fra en halv øko citron og en halv øko appelsin

1 dl smuttede mandler

 

Blue cheese cream

50 g Blue Grube fra Thise

En sjat fløde

 

Bagte druer

1 klase blå druer

En sjat olivenolie

 

Varm sirup, farin og smør i en gryde og lad det smelte sammen før du tager gryden af blusset og lader det køle lidt af. Imens samles de tørre ingredienser i en skål. Bland hvedemel med krydderier, natron og fint revet citrusskal. Hæld den lune sukkermasse fra gryden op i skålen med de tørre ingredienser og bland det hele godt sammen. Opløs potasken i citrussaft og tilføj det til dejen sammen med de smuttede mandler og vend det hele godt rundt.

Ælt dejen godt igennem. Måske er der brug for en lille smule ekstra hvedemel, men pas på at dejen ikke bliver for hård. Denne gang har jeg udstukket min brunkager med en stjerneudstikker. Det kræver en del ekstra arbejde, så hvis du mere er til den hurtige løsning, så vil jeg anbefale at rulle dejen ud i pølser på 4-5 cm i diameter, så brunkagerne nemt kan skæres ud i den traditionelle runde brunkageform efter de har været en tur i fryseren over natten.

Hvis du er typen der elsker en udfordring så vil jeg bestemt anbefale dig at lave de stjerneformede brunkager. Læg dejen i en lille kasserolle beklædt med bagepapir og læg den i fryseren over natten.

Næste dag varmes ovnen op til 180 grader varmluft. Her kommer udfordringen hvis du har valgt at lave de stjerneformede brunkager for nu gælder det om at skære meget tynde og hele skiver af hele dejens diameter, så du få en tynd skive dej, som du kan udstikke dine stjerner af. Det kræver en ultra skarp kniv og en god portion tålmodighed. Men pas på med at arbejde for langsomt – dejen må ikke blive for varm, imens du skære den ud. Det kan være en god ide at holde på dejen med et rent viskestykke, så dine hænder ikke opvarmer dejen.

Udstik stjernerne og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Det er
vigtigt at brunkagerne har nogenlunde samme tykkelse, så de får den samme
afbagning.

Bag brunkagerne i ca. 7 min. Hold godt øje med dem – måske skal de have lidt
mere eller mindre alt efter tykkelsen. Husk at pakke brunkagerne i en kagedåse, som er lufttæt, så holder de bedst på sprødheden.

Blue cheese dip
Smuldr blue cheesen i en skål og tilføj en lille sjat fløde og rør det godt rundt.

Bagte druerDryp lidt olivenolie på en hel klase blå druer og sæt dem i oven ved 180 grader varmluft i 30-40 min. Druerne er klar, når de begynder at smide væske og bliver
let brændte på toppen.

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, DESSERT, jul, KAGE