Tag Archives: blåskimmelost

Spiraltærte med blåskimmelost

spiraltaerte

Det er nok ikke en overraskelse for nogen at jeg finder meget inspiration til nye retter på Instagram og lige præcis den her spiraltærte har ligget højt på min liste over opskrifter jeg gerne har villet prøve af længe. Jeg har brugt Bake to the Roots opskrift, som base for min egen version, hvor jeg har ændret en del på ingredienserne. Fremgangsmåden er den samme, hvis du gerne vil bruge hans fine video, som vejledning til at samle tærten. Værsgo Eat my heart out!

Spiraltærte

 

Tærtebund

60g grahamsmel

130g Ølandshvedemel

110g koldt smør

1 tsk salt

2 spsk iskoldt vand

 

Ostecreme

150g blåskimmelost (Jeg har brugt Thise Økoblue denne gang)

70g fint revet cheddar

2,5 dl cremefraiche 18%

3 æg

Frisk timian

Peber/salt

 

Spiralen

1 courgette

1/2 butternut squash

Ca. 8 gulerødder ( jeg har brugt hvide, gule og lilla rødder)

Olivenolie

Salt /peber

 

Si ølandshvedemel og grahamsmel i en skål og tilføj salt og det kolde smør i små tern. Smuldr smøret i melet. Sørg for at arbejde hurtigt så smøret ikke bliver varmet for meget op. Saml hurtigt dejen med det kolde vand og læg dejen på køl pakket ind i husholdningsfilm. Lad dejen stå koldt i mindst 1 time.

Tag dejen ud af køleskabet når den er kold og rul den ud på bordet. Dejen kan godt smuldre lidt, så vær forsigtig og tålmodig når du ruller dejen ud. Rul dejen forsigtig om kagerullen og overfør den til tærteformen. Lap eventuelle huller, hvis dejen er revnet lidt. Prik dejen med en gaffel og stil den i ovnen ved 180grader i ca. 20 min.

Pisk æg og tilføj smuldret blåskimmelost, cremefraiche og revet cheddar og rør godt rundt. Tilsæt salt, peber og timian til blandingen.

Du kan med fordel begynde at gøre grøntsagerne klar, imens tærtebunden stadig er i oven. Brug en kartoffelskræller eller et mandolinjern til at lave lange og meget tynde strimler af courgetter, butternut squash og gulerødder. Hvis du bruger mandolinjern skal du sørge for at lave ultratynde strimler. Det er umuligt at lave en spiral, hvis grøntsagerne er for tykke.  Skær eventuelt courgetterne på langs, så de ikke er mere end 2 cm bredde eller så de svarer til bredden på de øvrige grøntsager. Vælg gerne gulerødder, som er nogenlunde lige store. Det tager lidt tid at lave spiralen, så jeg begyndte at lave spiralen på bunden af en springform, som jeg senere kunne overføre til tærtebunden ved hjælp af en bred spatel eller stor kniv. Start med at vikle et stykke gulerod om sig selv og skift derefter imellem de forskellige grøntsager indtil spiralen er på størrelse med din tærteform.

Når tærtebunden er bagt tilføjes ostecremen til bunden. Derefter flytter du forsigtigt men med fast hånd grøntsagsspiralen til tærten. Krydr med lidt salt og peber og dryp med olivenolie før du stiller tærten i ovnen ved 190 grader i ca. 40-50 min. Hold øje med at spiralen ikke bliver for brændt. Den er færdig,  når du kan mærke at grøntsagerne er møre. Server tærten med lidt røget fisk og en god sprød salat.

spiraltaerte1

 

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under ÆG, TÆRTE

Pizza quattro formaggi

quattroformaggi

Vi har holdt mange hyggelige ostetapasaftener her på det sidste og det resulterer hver gang i at der ligger små gnallinger af forskellige typer ost i mit køleskab, som ikke rigtig kommer til deres ret. Det er synd at osteskorperne går til spilde, bare fordi de ikke lige blev spist op på osteplatten. Derfor besluttede jeg mig for at rydde lidt op i køleskabet her til aften og støvsuge hylderne for de lækre ostesmåbidder. Det viste sig at der var skøn rygeost fra Løgismose, en god bid vesterhavsost fra Thise Mejeri og to lækre ostegodbidder fra Arla Unika – en blåskimmel fra Høgelundgaard og lidt Gammel Knas. Det lyder måske som en lidt mærkværdig blanding af oste, hvis de skal ende i den samme ret, men jeg er blevet meget tilfreds med den her pizza, hvor jeg har brugt de danske oste til at lave en min egen version af en pizza quattro formaggi. Jeg har tilføjet fine små grønne asparges som modvægt til de fede oste. Værsgo Eat My heart Out!

Pizza quattro formaggi

25 g gær

2,5 dl vand

2 spsk olivenolie

0,5 tsk salt

1 dl fuldkorn ølandshvedemel

Hvedemel til dejen er blød og fin

 

Fyld

100 g rygeost

2 spsk creme fraiche

75 g Høgelundgaard blåskimmelost

100 g vesterhavsost

100 g Gammel Knas

Små grønne asparges

 

Rør gær ud i vand og tilsæt olivenolie og salt. Rør fuldkorns ølandshvedemelet ud i væsken og tilføj hvedemel indtil dejen er fin og blød. Stil dejen til hævning i 45 min.

Stil en bagesten i ovnen og varm op til 220 grader.

Rør rygeost og creme fraiche til en rygeostcreme.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og del den i 3 dele. Rul dejen meget tyndt ud og placer pizzabunden på bagepapir. Fordel et fint lag rygeostecreme på pizzabunden og læg de små grønne asparges i et fint mønster. Bryd blåskimmelosten op i mindre stykker og placér dem tilfældigt på pizzaen. Vesterhavsost og Gammel Knas fordeles ligeledes jævnt på pizzaerne. Bag pizzaerne i 12-18 minutter alt efter om du bruger bagesten og ovnens kapacitet. Hold øje med pizzaen og tag den ud når pizzabunden og ostene er gyldne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, BRØD, OST, PIZZA, Uncategorized

Minitærter med blåskimmelost

minitærter

Jeg er generelt glad for ost, men jeg er aldrig rigtig blevet gode venner med blåskimmelosten. Jeg kan godt spise en enkelt kiks med blåskimmel, men så er jeg også færdig med det. Nu har jeg så haft det her fine stykke danablu fra Høgelund Mejeri liggende i mit køleskab i et par dage og jeg synes det skulle have lov til at shine lidt, så jeg har lavet minitærter med porre, squash og danablu og det smager helt forrygende, hvis jeg selv skal sige det. Værsgo Eat My Heart Out!

12 minitærter

60g fuldkorns ølandshvedemel

60g hvedemel

1/2 tsk salt

60g smør

1 spsk koldt vand

Fyld

1 porre

1 lille squash

2 fed hvidløg

2 æg

1/2 dl fløde

100g danablu

Timian

Salt & peber

 

Bland fuldkornsmel, hvedemel og salt i en skål. Skær smørret ud i mindre stykker og smuldr det ned i melet. Saml hurtigt dejen med vand. Jeg har brugt en engelsk form til mince pies til mine små tærter, men jeg er sikker på at en hvilken som helst muffinform i metal kan bruges. Smør formen med rigeligt smør og pres en lille klump dej ned i hver form. Det er vigtigt at dejen har nogenlunde samme tykkelse i bunden og på siderne. Jeg kan godt lide at mine tærter får et rustikt look, så jeg gør ikke så meget ud af at skære dem til i kanten. Prik bundene af tærterne med en kødnål og stil dem i ovnen ved 200grader i ca. 15 min. Fyldet kan forberedes, imens tærtebundene bager. Skær porre, hvidløg og squash ud i mindre dele og steg det hele på panden i lidt olivenolie sammen med timian, salt og peber. Pisk æggene og tilføj fløden.

Tag tærtebundene ud af ovnen efter de 15 minutter og placer grøntsagerne fint i hver lille tærte. Læg et stykke danablu oven på og hæld æggemassen over. Bag tærterne i 15-20 minutter ved 200grader.

Når tærterne er bagt og er kølet lidt af kan man pynt med et ekstra stykke danablu og lidt frisk timian på toppen.

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under ÆG, BAGVÆRK, GRØNT, OST, TÆRTE, Uncategorized