Tag Archives: æbler

Æbleskive donuts

æbledonuts

Der er naturligvis æble i æbleskiver. En gang imellem når jeg har fået nok æbleskiver i løbet af december synes jeg at det er sjovt og hyggeligt at lave æbledonuts. De er et hyggeligt alternativ til æbleskiverne og så er det så skønt at samle hele familien omkring ønskebrønden i køkkenet – for disse søde æbleringe skal spises med det samme, imens de stadig er lune og let sprøde. Værsgo Eat My Heart Out!

Æbledonuts

125 g hvedemel

1/4 tsk salt

1/2 tsk natron

2 tsk sukker

2 dl kærnemælk

2 æg

3 store æbler

1 L solsikkeolie

Æg deles i æggehvider og blommer og æggehviderne piskes helt stive. Pisk sukker og æggeblommer i en anden skål og tilsæt kærnemælk, salt, natron og hvedemel. Vend forsigtigt hviderne i dejen med en stor grydeske.

Varm solsikkeolien op i en gryde. Skræl æblerne og skær runde skiver på ca. 1 cms tykkelse. Stik kernehuset ud – jeg bruger gerne et snapseglas som passer fint med størrelsen på kernehuset. Dyp æbleringene i dejen og lad dem stege i olien indtil de er gyldent brune. Server straks let drysset med flormelis.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, DESSERT, jul, Uncategorized

Mini æbletærter med gedeost

Reklame for Ost & KoæblerosetærterFoto af Signe Bay

 

Ost og Kos nyeste magasin Ostekultur er på gaden nu og jeg har 2 opskrifter med i bladet. Her er mit bud på en lidt anderledes osteret til julens osteborde. Disse mini æbletærter er skønne og sprøde med lækkert syrligt fyld af æble og en karamelliseret dyb gedeoste smag. Og så ser de små røde rosekager bare smukke ud på ostebordet. Værsgo Eat my Heart Out!

Mini æbletærter med gedeost

12 stk

Mørdej

50 g flormelis
250 g hvedemel
200 g koldt smør i tern 1⁄2 tsk salt
1⁄2 dl vand
1 æggeblomme

Tærtefyld

4 store santana æbler eller en anden sød og syrlig æblesort

2 dl vand
2 spsk sukker
70 g fast gedeost fra Tebstrup

Hvedemel, flormelis og salt kommes i en skål og det kolde smør hakkes ud i det. Smuldr blandingen indtil det får en konsistens som krummer. Æggeblommen piskes sammen med vandet og røres i melet. Mørdej skal helst samles og æltes sammen meget hurtigt. Pak den ind i husholdingsfilm og læg den i køleskabet. Jeg laver altid min mørdej dagen i forvejen, så den kan ligge på køl natten over.

Læg dejen på et stykke bagepapir og læg endnu et stykke bagepapir over, så er det nemt at rulle dejen ud og det er også nemt at gøre køkkenbordet rent bagefter. Dejen rulles ud til en cirkel med en tykkelse på ca. 3 mm. Jeg har brugt en form til minitærter, hvor diameteren er 6,5 cm. Derfor stikker jeg tærtebundene ud med et drikkeglas med samme diameter. Læg mørdejen i formene og stik et par huller i tærtebundene med en gaffel.

Skær æblerne i halve og fjern kernehuset med en urtekniv. Skær æblerne i meget tynde ensartede skiver. Kog vand med sukker og læg dine halve æbler i gryden og lad det simre. Æblerne koges indtil de er let møre.

Skær gedeosten i mindre stykker og læg det i bunden af tærterne. Derefter lægges æbleskiverne rundt i kanten og ind mod midten indtil det ligner en rose. De sidste skiver rulles så de danner rosens kerne.

Bag tærterne ved 180 grader varmluft i ca. 25 min.
Server minitærterne som lidt ekstra forkælelse på ostebordet.

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, DESSERT, jul, OST

Mors Æblekage

æblekage

Vi var på æblerov på Amager Fælled i weekenden og var så heldige at komme hjem med cykelkurven fuld af store flotte syrlige æbler. Når kurven er fuld af æbler, så skal der naturligvis bages æblekage. Vi har mange favoritter, når det kommer til æblekage her i huset, men en af de opskrifter jeg altid vender tilbage til er denne æblekage, som min mor altid bagte da jeg var barn. De syrlige æbler passer rigtig godt til denne kage, som er spækket med kanelsukker. Værsgo Eat My Heart Out!

200 g rørsukker

125 g smør

2 æg

1/2 tsk bagepulver

200 g hvedemel

2 dl sødmælk

6 syrlige æbler

Kanelsukker

Smelt smørret ved svag varme. Pisk rørsukker med æg indtil det bliver til en luftig masse. Tilføj det afkølede smør og si hvedemel og bagepulver i og pisk dejen. Pisk derefter sødmælk i dejen. Hæld dejen i en smurt tærteform.

Denne gang har jeg ikke skrællet æblerne fordi jeg tænkte at de grønne og røde æbleskræller ville tilføje et flot mønster til kagen, men det virkede ikke rigtigt som jeg havde forestillet mig. Så næste gang vil jeg skrælle æblerne og skære dem i både og dyppe dem i kanelsukker. Placér æblerne i et fint mønster på dejen. Drys evt. den overskydende kanelsukker over kagen før den bages ved 180 grader i 45 minutter.

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, KAGE

Havreæblekage med brombær

havrekage

September er æbletid og i år har jeg været så heldig at få lov til at gå på æblerov i min venindes nye kolonihave som bare bugner med moden frugt lige nu. Jeg har hentet æbler med hjem flere gange og de skal jo alle sammen helst omdannes til noget lækkert så jeg fandt inspiration i Claus Meyers Bagebog til havrekagen som jeg har valgt at fylde med æbler og brombær. Så værsgo EAT MY HEART OUT.

Æblehavrekage med brombær

1/2 vaniljestang

90 g sukker

75 g blødt smør

2 æg

50 g havregryn

90 g hvedemel

1 1/2 tsk bagepulver

1/2 dl fløde

150 g æble

50 g brombær

 

Flæk vaniljestangen og skrab de sorte vaniljeprikker ud i lidt af sukkeret. Pisk sukker, vaniljesukker og smør let og luftigt. Tilsæt æggene et ad gangen. Derefter tilsættes havregryn. Hvedemel og bagepulver sigtes i dejen samtidig med fløden. Vend dejen indtil den er helt ensartet og kom den i en lille bageform med bagepapir.

Æblet skæres i mindre stykker og trykkes ned i dejen sammen med brombærrene. Jeg dryssede lidt ekstra sukker hen over æbler og bær.

Kagen bages midt i ovnen i ca. 40 min ved 200 grader, til den er gylden og gennembagt.

Jeg serverede kagen med lidt skyr.

 

Skriv en kommentar

Filed under KAGE, Uncategorized

Æbleblommetærte

Efterår er lige med æblekage – jeg laver for det meste klassikere som sønderjysk æblekage eller min mors super dejlige æblekage med kanel, men i dag fik jeg lyst til at spice det lidt op. Så jeg har kastet mig ud i en mørdejstærte med æbler, blommer og syltet ingefær. Blommerne har jeg fået med hjem fra mine forældres have i Jylland og de er altid et hit i kager. Hele lejligheden dufter nu himmelsk af søde æbler, kanel og ingefær.
Værsgo EAT MY HEART OUT

Mørdej

100 gram kold smør hældes ud på bordet og blandes med 120 g hvedemel, 2 spk rørsukker og og en knivspids salt. Brug en bred kniv til at skære smørret ind i melblandingen. Bliv ved med at samle smør og mel med kniven indtil det er helt smuldret sammen. Pisk et æg sammen og bland det sammen med det smuldrede mel. Saml hurtigt dejen til en kugle. Stil dejen på køl en halv time. Rul dejen ud og rul den omkring kagerullen så den er nem at flytte på. Smør en tærteform og rul dejen ud over tærteformen. Dejen skæres til ved kanterne og den overskydende dej gemmes til tærtens låg. Dejen prikkes med en gaffel og bages i ovnen i 15 min ved 200 grader.

Fyld

3 madæbler skrælles og skæres i både og kommes i en skål sammen med halverede blommer. 2 stykker syltet ingefær hakkes og tilføjes frugten sammen med 2 tsk. sukkerlage fra ingefæren. Det hele drysses med kanel og 5 store spsk. rørsukker. Lad frugten trække sukkeret og hæld det derefter over den førbagte tærtebund. Den sidste del af dejen rulles ud og rulles op på kagerullen og rulles hen over tærtebunden. Tærtelåget fæstnes i kanterne ved at klemme den overskydende dej langs med tærtekanten. Skær lufthuller i dejen. Låget pensles med æg og drysses med rørsukker og kanel. Tærten bages i ovnen ved 180 grader i 40 minutter.


Jeg server tærten med skyr.

Skriv en kommentar

Filed under KAGE