Category Archives: Uncategorized

Escalivada med sardiner & ansjosdressing

Sponsoreret af Grøndals

Escalivada

Kommer du også straks til at tænke på varme feriedage i Barcelona, når jeg siger sardiner og grillede grøntsager? Jeg er vild med de spanske tapas retter, hvor sardinerne bare er en helt fast ingrediens og jeg ville ønske at jeg var bedre til at overføre disse lækre og tilmed meget sunde fisk til min hverdagskost herhjemme i København. Man kan jo altid prøve at tage lidt af de varme himmelstrøg med sig hjem og jeg synes faktisk at det er lykkedes ret godt med min version af den catalanske ret escalivada. Ordet kommer oprindeligt fra det catalanske verbum escalivar, som på dansk kan oversættes til “at lave mad i asken”. Grøntsagerne blev nemlig lagt direkte ind i bålets gløder.

Så urkraftsagtig har jeg ikke været denne gang. De fleste af grøntsagerne er kommet i ovnen og på grillpanden og det fungerer altså fint, selvom jeg er sikker på at det også vil smage helt perfekt røget, hvis det blev lavet på havegrillen. Jeg serverer escalivadaen og de lækre sardiner fra Grøndals med noget ristet godt brød. Det er en skøn forret, hvor brødet kan toppes med bløde, søde grøntsager, sardiner og ansjosdressing.
Værsgo Eat My Heart Out!

 

Escalivada

1 aubergine

7 tomater (jeg har brugt tomater fra altanen af forskellig sort & modenhed)

1 gul peberfrugt

1 helt hvidløg

2 courgetter (1 gul og en grøn)

1 dåse Grøndals sardiner

 

Ansjosdressing

5 Grøndals ansjoser

1/2 fed hvidløg

2 tsk dijonsennep

1 tsk citronsaft

2 spsk æble cider eddike

4 spsk olivenolie

Salt og peber

 

Varm ovnen til 180 grader varmluft. Skær auberginen midt over og læg den i et indfast fad sammen med tomater, peberfrugt og hvidløg og vend grøntsagerne i olivenolie. Bag i ca. 45 min – indtil grøntsagerne er møre. Stil dem til side og lad dem køle lidt af. Skær courgetterne på langs i 1/2 cm tykke skiver. Pensl med olivenolie og grill dem på en grillpande.

Kom presset hvidløg, hakkede ansjoser, dijonsennep, æblecider eddike og salt og peber i en skål og blend dressingen sammen med en stavblender. Tilføj derefter olivenolien lidt efter lidt og smag til.

Jeg har ladet skindet sidde på auberginerne og peberfrugten, da jeg bedst kan lide det sådan, men fjern det evt. hvis du gerne vil lave en mere traditionel escalivada.

Anret alle elementerne på et stort fad eller bræt og server med godt

 

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Æbleskive donuts

æbledonuts

Der er naturligvis æble i æbleskiver. En gang imellem når jeg har fået nok æbleskiver i løbet af december synes jeg at det er sjovt og hyggeligt at lave æbledonuts. De er et hyggeligt alternativ til æbleskiverne og så er det så skønt at samle hele familien omkring ønskebrønden i køkkenet – for disse søde æbleringe skal spises med det samme, imens de stadig er lune og let sprøde. Værsgo Eat My Heart Out!

Æbledonuts

125 g hvedemel

1/4 tsk salt

1/2 tsk natron

2 tsk sukker

2 dl kærnemælk

2 æg

3 store æbler

1 L solsikkeolie

Æg deles i æggehvider og blommer og æggehviderne piskes helt stive. Pisk sukker og æggeblommer i en anden skål og tilsæt kærnemælk, salt, natron og hvedemel. Vend forsigtigt hviderne i dejen med en stor grydeske.

Varm solsikkeolien op i en gryde. Skræl æblerne og skær runde skiver på ca. 1 cms tykkelse. Stik kernehuset ud – jeg bruger gerne et snapseglas som passer fint med størrelsen på kernehuset. Dyp æbleringene i dejen og lad dem stege i olien indtil de er gyldent brune. Server straks let drysset med flormelis.

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, DESSERT, jul, Uncategorized

Klassisk tarte tatin med solbær

Sponsoreret af Lurpak

Tartetatin_final

Klassisk tarte tatin med solbær

Lurpak har udfordret mig til at sætte mit eget præg på 2 klassiske franske retter – en fra det søde og en fra det salte køkken. Denne tarte tatin er en af de kager jeg særligt holder af at lave, når det bliver rigtig efterårsvejr og der er masser af syrlige æbler på høstmarkederne og i butikkerne. Denne gang har jeg leget lidt med det klassiske ‘look’ på en tarte tatin og skåret æblerne i et mønster. Derudover har smagen også fået et dejligt strejf af solbær. Du kan finde opskriften hos Lurpak, hvor der også er en video, hvor jeg viser nogle tips til, hvordan du bager denne lækre tarte tatin. Del endelig dine egne kreationer i køkkenet med mig og Lurpak med hashtagget #MakeitYourOwn. Værsgo Eat My Heart Out!

Mørdej
200 g koldt Lurpak smør i tern
50 g flormelis
250 g mel
1/2 tsk. salt
1 æggeblomme
1/2 dl vand

Sukkerlage med solbær
1 l vand
2 dl frosne solbær
2 spsk. sukker
6 Santana æbler

Karamel
180 g sukker
100 g Lurpak smør
En knivspids salt

Skræl æblerne, skær dem i halve, og fjern kernehusene. Kog vand, sukker og solbær, og tilsæt æblerne i ca. 15 min – sørg for, at de ikke bliver for bløde. Lad dem ligge i lagen natten over i køleskabet.

Hæld mel, salt, flormelis og smør i en skål og skær melblandingen ind i smørret. Smuldre tilsidst melblandingen med fingrene, så du får en konsistens som rasp og pas på at du ikke varmer blandingen for meget med dine fingre.

Pisk æggeblomme og vand i en kop, og tilsæt det til melblandingen. Saml hurtigt dejen, pak den ind i husholdningsfilm, og lad den hvile i køleskabet i mindst 2 timer.

Rul dejen ud til den er ca. 4 mm tyk. Skær den ud i en cirkel på størrelse med din ovnfaste pande, og sæt den tilbage i køleskabet.

Skær æblerne i  tynde skiver og sørg for at at de holder formen på æblet, så du senere kan lægge dine udskårne æbler ned i den varme karamel.

Drys sukkeret på panden, og lad det smelte på medium varme uden omrøring. Tilsæt herefter smør og salt, og lad det boble, til du står med en lækker lys karamel.

Skru lidt ned for varmen, og placer de udskårne æbler tæt op ad hinanden i panden.

Lad æblerne simre i ca. 10-15 min. – indtil de er møre.

Lad panden køle lidt ned, før du dækker dine æbler med mørdejen. Sørg for at trykke dejen godt ned langs kanten på panden, og lav et par huller med en gaffel.

Sæt tarte tatinen i ovnen i ca. 30-35 min. ved 180 grader, indtil mørdejen er gylden. Lad den herefter afkøle i ca. 20 min. Det er vigtigt at vente de 20 minutter, så du undgår at hælde brandvarm karamel ud over dig selv, men det er også vigtigt ikke at vente så længe at karamellen bliver kold. Så kan det nemlig være meget svært at vende kagen ud af panden i et fint stykke.

Læg en tallerken oven på panden, og vend den med en hurtig bevægelse. Ryst forsigtigt, hvis det føles som om, kagen ikke har sluppet.

Server kagen med creme fraiche, rød skovsyre og hakkede hasselnødder.

20181015-_1677105

Tartetatin_extra

 

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Rugbrød med chia

rugbrodchia.jpg

Vi har haft et par mislykkede bageeventyr her på det sidste. For et par uger siden forsøgte vi at bage både rugbrød og et ølandshvedebrød, men det var som om alt gik galt. Rugbrødet blev tungt og klægt og hvedebrødet hævede ikke op. Vi var noget skuffede over at det ikke lige lykkedes, men man skal jo ikke lade sig slå ud af sine fejl. Så i går forsøgte jeg igen at bage et rugbrød og det blev virkelig lækkert med en god krumme og dejligt saftige kerner. Denne gang er jeg blevet inspireret af Louises opskrift på mørkt rugbrød fra Louisesmadblog.dk. Vi havde dog ikke alle ingredienser i huset, så jeg har freestylet lidt og brugt chiafrø og sesam i stedet for hørfrø og solsikkekerner. Værsgo Eat My Heart Out!

Rugbrød med chia ( 1 rugbrød)

2 dl knækkede rugkerner

1 dl chiafrø

1 dl sesamfrø

2 dl rugbrødssurdej

1 dl biga surdej

3 dl vand

2 dl hvedemel

2 dl rugmel

1 spsk groft salt

1/2 spsk lys sirup

2 spsk kulør (du kan bruge maltmel til at give brødet en fin mørk farve, men det havde vi ikke lige i huset. Sovsekuløren virker på samme måde, men smager måske en lille smule salt)

rugbrodchia1

Rugkerner, chiafrø og sesamfrø blandes i en stor skål sammen med surdej og vand. Sæt husholdningsfilm over skålen og lad det stå på køkkenbordet over natten.

Bland resten af ingredienserne i og lad det hæve i skålen i 2 timer

Læg bagepapir i en rugbrødsform på 2 liter og hæld dejen i formen. Lad det hæve i 2 timer.

Brødet bages ved 180 grader i 1 time.

Tag brødet ud af formen og lad det køle af på en rist. Det gælder om at have lidt tålmodighed. Rugbrødet skal helst være helt afkølet før du kan skære fine skiver af det.

Hvor er det bare vidunderligt at kunne lave en helt almindelig hverdags frokost, men med hjemmebagt rugbrød. Det føles faktisk lidt som en lille luksus.

smorrebrod

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, BRØD, påske, Uncategorized

Groft grydebrød med øl

grydebrød

Mit bedste bud på et nemt og velsmagende grydebrød er dette lækre brød med grahamsmel og øl. Jeg er vild med at man en gang imellem kan lave et lækkert sprødt brød uden af bruge timer på surdej og æltningsmetoder. Det kræver dog stadig at du planlægger at bage i god tid, da dejen skal hæve i mindst 10 timer på køl. Værsgo Eat My Heart Out!

Grydebrød

2 dl øl

3 dl vand

1 lille klump gær – på størrelse med en tommelfingernegl

625g mel – 1/3 grahamsmel og 2/3 hvedemel

1 spsk salt

1 spsk brun farin

 

Rør gær ud i væsken og tilføj mel, salt og farin. Stil dejen til hævning med husholdningsfilm over skålen i 10 timer i køleskabet.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og fold dejen ind over sig selv 4 gange. Stil dejen til hævning i en skål smurt med olivenolie. Lad skålen stå lunt på køkkenbordet med et klæde over i 2 timer.

Stil en tom smedejernsgryde med låg i ovnen og varm op til 250grader. Tjek at alle dele af gryden tåler varme. Dejen hældes hurtigt i gryden og snittes et par gange i overfladen med en skarp kniv. Bag i brødet i 30 min med låg ved 250grader. Skru derefter ned til 225 og fjern låget fra gryden. Bag brødet færdigt i 15 minutter.

1 kommentar

Filed under BAGVÆRK, BRØD, Uncategorized

Ostevafler

ostevafler2

Ost & Ko har netop nu en konkurrence hvor udfordringen er at gentænke ‘ostemaden’ og jeg har gået og tænkt over hvordan jeg gerne ville have en ostemad serveret i sommervarmen. Jeg er rigtig glad for en rugbrødsmad med en god gul ost om vinteren, men her i sommermånederne kunne det være rart med noget mere let og sprødt. Derfor har jeg prøvet at lave ostevafler af en danbo 50+ fra Mammen Mejeri. Vaflerne består kun af ost og er derfor både sprøde, salte og let seje og det går så fint i spænd med rygeostens fedme, de smørstegte sprøde rugbrødscroutoner og junis sprødeste asparges og sødeste jordbær. De er perfekte som en hapser før middagen eller som en del af lækkerierne til en studenterfest. Værsgo Eat My Heart Out!

 

Ostevafler

Til 5 personer

130 g danbo 50+ fra Mammen Mejeri

100 g rygeost

2 spsk creme fraiche

Smør

1 skive rugbrød

Agurk

Radise

Jordbær

Purløg

 

Smuldr rugbrødsskiven meget fint og steg det i smør på en pande. Lad det køle lidt af imens du forbereder ostevaflerne.

Riv danboen på den grove side af et rivejern. Sørg for at vaffeljernet er godt varmt og fyld den revne ost i og fordel det i et fint lag. Tryk vaffeljernet sammen og lad det varme indtil det lugter en lille smule stegt/brændt. Sluk hurtigt for varmen og åben jernet forsigtigt. Det er vigtigt at have masser af tålmodighed og lade den varme ostemasse køle af før du tager den ud af vaffeljernet. Ostevaflen skal lirkes forsigtigt ud – brug evt. en flad kniv og pas på det ikke knækker undervejs. Ostevaflen skal helst blive sprød og lidt sej. Del vaflen op i de enkelte hjerter.

Rør en rygeostecreme af rygeost og creme fraiche og fordel en god stor teske creme på hvert hjerte. Jeg har pyntet med forsommerens sprødeste grønt. Denne gang er det radise, agurk, asparges, jordbær og purløg. Drys med de smørstegte rugbrødscroutoner. Server hjerterne som en lille hapser før middagen.

ostevafler1

Skriv en kommentar

juni 5, 2016 · 12:02 am

Pizza quattro formaggi

quattroformaggi

Vi har holdt mange hyggelige ostetapasaftener her på det sidste og det resulterer hver gang i at der ligger små gnallinger af forskellige typer ost i mit køleskab, som ikke rigtig kommer til deres ret. Det er synd at osteskorperne går til spilde, bare fordi de ikke lige blev spist op på osteplatten. Derfor besluttede jeg mig for at rydde lidt op i køleskabet her til aften og støvsuge hylderne for de lækre ostesmåbidder. Det viste sig at der var skøn rygeost fra Løgismose, en god bid vesterhavsost fra Thise Mejeri og to lækre ostegodbidder fra Arla Unika – en blåskimmel fra Høgelundgaard og lidt Gammel Knas. Det lyder måske som en lidt mærkværdig blanding af oste, hvis de skal ende i den samme ret, men jeg er blevet meget tilfreds med den her pizza, hvor jeg har brugt de danske oste til at lave en min egen version af en pizza quattro formaggi. Jeg har tilføjet fine små grønne asparges som modvægt til de fede oste. Værsgo Eat My heart Out!

Pizza quattro formaggi

25 g gær

2,5 dl vand

2 spsk olivenolie

0,5 tsk salt

1 dl fuldkorn ølandshvedemel

Hvedemel til dejen er blød og fin

 

Fyld

100 g rygeost

2 spsk creme fraiche

75 g Høgelundgaard blåskimmelost

100 g vesterhavsost

100 g Gammel Knas

Små grønne asparges

 

Rør gær ud i vand og tilsæt olivenolie og salt. Rør fuldkorns ølandshvedemelet ud i væsken og tilføj hvedemel indtil dejen er fin og blød. Stil dejen til hævning i 45 min.

Stil en bagesten i ovnen og varm op til 220 grader.

Rør rygeost og creme fraiche til en rygeostcreme.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og del den i 3 dele. Rul dejen meget tyndt ud og placer pizzabunden på bagepapir. Fordel et fint lag rygeostecreme på pizzabunden og læg de små grønne asparges i et fint mønster. Bryd blåskimmelosten op i mindre stykker og placér dem tilfældigt på pizzaen. Vesterhavsost og Gammel Knas fordeles ligeledes jævnt på pizzaerne. Bag pizzaerne i 12-18 minutter alt efter om du bruger bagesten og ovnens kapacitet. Hold øje med pizzaen og tag den ud når pizzabunden og ostene er gyldne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, BRØD, OST, PIZZA, Uncategorized

Snoet pestobrød

spinatpestobrød

Jeg får altid lyst til at lave pestobrød, når foråret melder sig og i år blev det til et snoet brød med spinatpesto. Det er perfekt til at tage med på årets første picnic eller til en hyggelig tapasaften med veninderne. Værsgo Eat My Heart Out!

Dejen

25g gær

2,5 dl vand

2spsk olivenolie

1/2 tsk salt

2 dl fuldkornsmel

Hvedemel indtil dejen er samlet

Æg til pensling

 

Spinatpesto

300g frisk spinat

1 fed hvidløg

En håndfuld mandler

100g fast ost

1 dl olivenolie

Citronsaft

Salt og peber

Rør gæren ud i det lunkne vand og tilsæt olivenolie og salt. Rør fuldkornsmelet ud i væsken og tilsæt hvedemel indtil dejen har samlet sig og er fin og blød. Sæt dejen til hævning en halv time og lav pestoen imens.

Kom spinatblade, hvidløg, ost, citronsaft, olivenolie og salt og peber i en blender. Blend og smag til.

Rul dejen ud i en firkant på et meldrysset bord. Smør spinatpestoen på i et jævnt lag over hele dejen. Rul som til kanelsnegle. Skær rullen i midten på langs, men stop før enden. læg forsigtigt de to dele hen over hinanden på skift indtil du har et snoet brød. Læg brødet i en rugbrødsform med bagepapir og pensl med pisket æg.

Bag brødet i ovnen ved 200grader i 25-30min.

 

 

1 kommentar

Filed under BAGVÆRK, BRØD, GRØNT, påske, PESTO, Uncategorized

Minitærter med blåskimmelost

minitærter

Jeg er generelt glad for ost, men jeg er aldrig rigtig blevet gode venner med blåskimmelosten. Jeg kan godt spise en enkelt kiks med blåskimmel, men så er jeg også færdig med det. Nu har jeg så haft det her fine stykke danablu fra Høgelund Mejeri liggende i mit køleskab i et par dage og jeg synes det skulle have lov til at shine lidt, så jeg har lavet minitærter med porre, squash og danablu og det smager helt forrygende, hvis jeg selv skal sige det. Værsgo Eat My Heart Out!

12 minitærter

60g fuldkorns ølandshvedemel

60g hvedemel

1/2 tsk salt

60g smør

1 spsk koldt vand

Fyld

1 porre

1 lille squash

2 fed hvidløg

2 æg

1/2 dl fløde

100g danablu

Timian

Salt & peber

 

Bland fuldkornsmel, hvedemel og salt i en skål. Skær smørret ud i mindre stykker og smuldr det ned i melet. Saml hurtigt dejen med vand. Jeg har brugt en engelsk form til mince pies til mine små tærter, men jeg er sikker på at en hvilken som helst muffinform i metal kan bruges. Smør formen med rigeligt smør og pres en lille klump dej ned i hver form. Det er vigtigt at dejen har nogenlunde samme tykkelse i bunden og på siderne. Jeg kan godt lide at mine tærter får et rustikt look, så jeg gør ikke så meget ud af at skære dem til i kanten. Prik bundene af tærterne med en kødnål og stil dem i ovnen ved 200grader i ca. 15 min. Fyldet kan forberedes, imens tærtebundene bager. Skær porre, hvidløg og squash ud i mindre dele og steg det hele på panden i lidt olivenolie sammen med timian, salt og peber. Pisk æggene og tilføj fløden.

Tag tærtebundene ud af ovnen efter de 15 minutter og placer grøntsagerne fint i hver lille tærte. Læg et stykke danablu oven på og hæld æggemassen over. Bag tærterne i 15-20 minutter ved 200grader.

Når tærterne er bagt og er kølet lidt af kan man pynt med et ekstra stykke danablu og lidt frisk timian på toppen.

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under ÆG, BAGVÆRK, GRØNT, OST, TÆRTE, Uncategorized

Hot cross buns

hotcrossbuns

Jeg boede i London i et par år efter gymnasietiden. Det er efterhånden mange år siden, men jeg husker stadig nogle af de britiske madtraditioner, som jeg undrede mig mest over. Blandt dem var især crumpets og hot cross buns. Crumpets kom jeg til at holde af undervejs, men jeg forstod aldrig rigtig hvorfor britterne var så vilde med hot cross buns. Det er traditionelt en sød bolle, som man spiser på langfredag i Påsken for at fejre slutningen på fasten. Selve krydset på bollen er et symbol på Jesu korsfæstelse. I dag spiser britterne dem vist hele året rundt. Jeg fik dem i hvert fald serveret meget ofte da jeg arbejdede i Borders på Charing Cross Rd i London. Dem vi fik i the staff room kom vist for det meste fra supermarkedet Sainsbury’s og jeg var ikke vild med dem, men jeg har alligevel ikke kunnet lade være med at tænke på den søde kardemommebolle, som var fyldt med rosiner og sukat og havde det flotte kors på toppen. Så nu har jeg prøvet at lave dem selv og det bliver ikke sidste gang jeg bager hot cross buns. Jeg har ladet mig kraftigt inspirere af Paul Hollywoods opskrift fra BBC Good Food. Min familie var vilde med dem så de forsvandt alle sammen på en eftermiddag. Værsgo Eat My Heart Out!

Hot cross buns

1 pakke gær

300 ml sødmælk

50g smør

500g hvedemel

75g sukker

1 pisket æg

100g rosiner

Revet skal af en appelsin

1 tsk kardemomme

75g hvedemel til korset

1 æg til at pensle med

1 spsk honning

1 tsk appelsinsaft

 

Læg rosinerne i blød i appelsinsaft og stil til side.

Smelt smørret i en gryde – tag den at varmen og hæld mælken ved. Rør gæren ud i mælken (Husk at tjekke temperaturen). Tilføj mel, salt, kardemomme og sukker og saml dejen med en træske. Tilsæt det piskede æg og saml endnu en gang.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og ælt den ved at trække den helt ud med kanten af din hånd og træk den tilbage mod dig selv. Bliv ved med den bevægelse i ca. 7-10 minutter og indtil dejen er blød og smidig. Læg dejen i en smurt skål og stil til hævning i en time. Den skal helst hæve til det dobbelte.

Hæld endnu en gang dejen ud på et meldrysset bord og tryk den ud med flad hånd til en nogenlunde flad firkant. Fordel rosiner og revet appelsinskal ud over dejen og rul til en pølse. Del dejen i 15 lige store stykker og rul dem til fine runde boller. Placer bollerne forholdsvis tæt på en bageplade med bagepapir. Giv dog stadig rum til at bollerne kan hæve. Det er vigtigt at de vokser sammen under bagningen. Læg et viskestykke over bollerne og lad dem hæve 1 time.

Bland 75g hvedemel med 5 spsk vand. Hæld dog 1 spsk i af gangen og mix. Det er vigtigt at melblandingen ikke bliver for flydende – den skal kunne lægge sig som en fin streg oven på bollerne uden at flyde ud. Kom melblandingen i en frysepose og klip et lille hul i enden.

Pensl bollerne med et sammenpisket æg. Nu skal korset lægges på bollerne. Du klarer det nemmest, hvis du tage din frysepose med melblandingen og lægger en lige streg fra midten af første række af boller og kører lige ned i en vertikal linje. Det er vigtigt at du gør det i et jævnt tempo. Lav derefter en horisontal streg gennem bollerne. BBC Good Food har lavet en meget fin video af hvordan man gør.

Bag bollerne ved 200 grader i ca. 20 minutter. Bland honning og appelsinsaft og pensl bollerne med det. Server bollerne lune med masser af koldt smør.

Jeg kunne desværre ikke skaffe sukat på Fanø, men næste gang jeg bager hot cross buns skal det helt sikkert i.

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, BOLLER, BRØD, påske, Uncategorized