Category Archives: svinekød

Friske vietnamesiske forårsruller

Samarbejde med SyltedronningenVietnamesiskeruller

Friske vietnamesiske forårsruller 
Hvis jeg skulle vælge kun at spise én ret resten af livet, så ville mit valg straks falde på friske vietnamesiske forårsruller eller sommerruller som det egentlig kaldes. Jeg kan altid lige spise bare en rulle mere. For mig er det den helt perfekt kombination af friskt, sprødt, sødt, syrligt og umami og så kan indholdet varieres i det uendelige. Da jeg var i Hué i Vietnam for nogle år siden fik vi serveret en kødbolle på spyd af citrongræs og her har jeg prøvet at efterligne smagen af de utroligt aromatiske kødboller, som blandt andet er smagt til med ingefær, hvidløg og citrongræs og rullet i sesamfrø.
Denne gang har jeg lavet en dipping sauce med Syltedronningens chilisauce  og den passer virkelig godt til asiatiske retter. Hvis du spørge en vietnameser om han eller hun kan genkende saucen, så vil de nok sige at den ligger langt fra den traditionelle dipping sauce, men jeg er kommet frem til at denne version kombineret med hakkede salte peanuts er lige det der giver mine smagsløg et ekstra kick. Så værsgo Eat My Heart Out!

Friske forårsruller (4 personer)
1/2 lilla spidskål
2 store gulerødder
1/2 rød peberfrugt
3 forårsløg
1 mango (ikke alt for moden)
1/2 agurk
1 hjertesalat
Thai basilikum
Koriander
Mynte
Rispapir

Vietnamesiske citrongræskødboller på spyd
400 g hakket okse og gris
1 fed hvidløg
1/2 citrongræs (den hvide ende)
1 lille løg
3 cm frisk ingefær
1 1/2 tsk salt
2 spsk danskvand
1 æg
Peber
120 g sesamfrø
5 citrongræsstilke til spyd (den grønne del)

Dipping sauce
Saften af 2 store lime
5 spsk fiskesauce
13 spsk Syltedronningens chilisauce
Ingefærsaft (ca. 6 cm)
1 rød chili

100 g hakkede peanuts

Vietnamesiske citrongræskødboller på spyd
Blend løg, hvidløg, ingefær og citrongræs til en pasta med en stavblender, Brug evt. en spsk vand, hvis det er svært at få stavblenderen til at tage fat. Rør det hakkede kød med pastaen, æg, danskvand, salt og peber. Stil farsen i køleskabet i 20 min. Form derefter farsen til aflange kødboller, som rulles i sesamfrø og sættes på citrongræsspyd. Jeg har lavet 6 spyd og resten af farsen har jeg lavet til ekstra kødboller. Når man skal bruge så mange citrongræsspyd vil der selvfølgelig være en del hvide citrongræs stilke i overskud. Dem bruger jeg til andre asiatiske retter. Steg kødbollerne på panden i en smagsneutral olie indtil sesamfrøene er gyldne og kødbollerne er stegt igennem.

Fyld til friske forårsruller
Snit alle grøntsagerne og mango fint så det hele har nogenlunde samme størrelse og placer det hele på et stort fad sammen med de friske krydderurter.
Husk også et vandfad til at blødgøre rispapiret i.

Dipping sauce
Pres saften af lime og ingefær og bland med Syltedronningens chilisauce og fiskesauce. Hak en chili med eller uden kerne alt efter hvor stærkt du foretrækker saucen. Smag på saucen og tilføj evt. mere syre eller sødme alt efter dine smagsløg.

Hak peanuts og server i en lille skål.

Server det hele på bordet, så alle kan lave deres egne ruller. Husk små skåle så alle kan have deres egen dyppeskål til dipping sauce. Hvis du skal server de friske forårsruller for mange mennesker kan det være en fordel at lave rullerne på forhånd og skære dem i halve og server på et stort fad som hapsere.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under aftensmad, GRØNT, KØD, svinekød, Syltning

Boller i karry med chutney

Samarbejde med SyltedronningenBollerikarry

Boller i karry med chutney ( 3 personer + lidt rester til dagen efter)

Boller i karry er vist en aftensmads favorit hos rigtig mange børnefamilier og det er den selvfølgelig også her hos os på Bryggen. Jeg laver en variant som både har den klassiske karrysauce, men som også er spædet op med kokosmælk og grønt i form af porre og broccoli. Jeg synes altid at mine karryretter bliver ekstra lækre, når de serves med chutney og denne gang har jeg været så heldig at få lov til at prøve Syltedronningens æble-dadel chutney. Den er både god som tilbehør, men også som ekstra smagsgiver i selve saucen, hvor den bidrager med både sødme og umami. Lige nu kan min datter bedst lidt at broccolien er kogt helt blød og smager af karry og kokosmælk, så jeg server lidt ekstra broccoli, som blot er dampet til de voksne, så der er lidt ekstra bid i retten. Værsgo Eat My Heart Out!

Kødboller
400 g hakket gris og okse
1 lille fint revet løg
2 fed hvidløg
2 syltet ingefær
1 æg
2 spsk danskvand
1 tsk salt
Peber efter smag
Saltet kogevand

Karrysauce
2 løg
1 porre
2 fed hvidløg
1 lille broccoli
2 tsk madras karry
Olivenolie
25 g smør
2 spsk hvedemel
1 spsk sød chilisauce ( jeg har brugt Syltedronningens chilisauce)
5 suppesker kogevand fra kødbollerne
1 dåse kokosmælk
2 tsk gurkemeje
Salt og peber
Pynt evt. med ekstra dampet broccoli, æbletern og koriander
Server med 2 spsk Syltedronningens æble-dadle chutney

Ris
3 dl basmatiris
4,5 dl vand

Kødboller
Riv løg og hvidløg fint og kom det i en skål med det hakkede kød. Tilføj fint hakket syltet ingefær, æg, salt, peber og danskvand og rør det hele godt sammen til en fars. Lad farsen hvile i køleskabet i  20 minutter. Sæt kogevandet over i en stor gryde og salt vandet godt. Form kødbollerne med en spiseske og læg dem forsigtigt ned i det kogende vand. Hvis du bruger en meget bred gryde kan du koge alle kødbollerne på en gang. Skru lidt ned for blusset og lad kødbollerne koge i ca. 10 min. Tjek om kødbollerne er færdige og tag dem op med en hulske. Husk at gemme kogevandet til karrysaucen.

Karrysauce
Hak løg, porre og hvidløg og sauter i en gryde med olivenolie. Sauter i mere end 10 min ved lav varme (tilføj evt. lidt vand undervejs – løgene skal ikke brune). Tilsæt derefter broccoli i små buketter. Kom smør i gryden og lad det bruse op. Tilføj karry og hvedemel og rist det let før der hældes kogevand på lidt efter lidt, imens der piskes. Husk at karry kan have meget forskellig styrke så tilpas mængden alt efter styrke og dine egne smagspræferencer. Fortsæt med at tilføje kogevand, indtil saucen har det rette konsistens. Jeg tilføjer altid 1 dåse kokosmælk, som gør saucen lidt tyndere. Smag saucen til med chilisauce, chutney, salt og peber. Hæld til sidst kødbollerne i saucen og varm igennem før retten serves med ris, æblestykker og masser af Syltedronningens æble-dadle chutney.

Ris
Vask risene godt og kog under tætsluttende låg, indtil der ikke er mere vand. Tag gryden af blusset og lad risene stå med låg på i mindst 10 min.

Skriv en kommentar

Filed under aftensmad, GRØNT, oksekød, svinekød, Syltning