Category Archives: påske

Spicy påskesild med pink æg

Sponsoreret af GlyngøreGlyngore2

Nu er det snart tid til at samles om det store påskebord og jeg elsker at få mig en god sildemad med æg og snaps. Jeg er utrolig glad for de traditionelle karrysild, men denne gang har jeg givet sildemaden et twist, så nye sildeentusiaster også kan hoppe med på bølgen. De her minismørrebrød lægger op til at nyde silden i nye rammer ved en stående buffet eller blot som en lille hapser før lammekøllen kommer på bordet. Sildehapserne er toppet med en spicy æblechutney med karamelliseret rødløg, ingefær og chili.
Ingen Påske uden æg, så der er selvfølgelig syltede pink påskeæg på toppen.
Værsgo Eat My Heart Out!

Sild med æblechutney og pink æg
12 stk minismørrebrød

3 skiver rugbrød
1 spsk smør
1 glas Glyngøre marinerede sild

Syltede pink æg
6 æg
1 rødbede
350 ml æblecidereddike
1 dl vand
1 spsk fennikelfrø
4 stk allehånde
1 spsk sennepsfrø
4 laurbærblade
10 peberkorn
1 tørret chili

Æblechutney
1 stort rødløg
1 fed hvidløg
1×2 cm frisk ingefær
1/2 mild rød chili
2 syrlige æbler i små tern
2 spsk æblecidereddike
1 spsk rørsukker

Peberrod
Karse

Syltede pink æg
Jeg har lavet 6 æg så der er lidt ekstra, hvis man skulle få lyst til flere madder hen over Påsken. Lav de pink æg 4 dage før du skal bruge dem. De trækker farve fra rødbedesaften og på 5. dagen begynder blommerne også at tage farve. Kog æggene i 6,5 min og køl dem derefter af i rigeligt koldt vand. Æg er altid nemmest at pille, når de er meget kolde. Lav eddikelagen imens æggene koger. Lagen skal køles helt af før den hældes over æggene. Skræl rødbeden og skær den i tern. Kog rødbeden og resten af lageingredienserne i ca. 7-10 min. Fortvivl ej, hvis du ikke lige kan skaffe allehånde. Du kan også bruge andre tørrede krydderier, men vær forsigtig med kanelstænger, jeg synes personligt, at det giver en alt for sødlig smag til ægget. Steriliser et sylteglas og læg de pillede kolde æg ned i glasset. Hæld den afkølede lage over æggene og ryst glasset en lille smule, så lagen dækker æggene til alle sider. Sæt låg på og stil i køleskabet. Jeg har brugt mine æg efter 5 dage. Hvis du blot vil lave en fin pink ring på dine æg, så kan du nøjes med 2 dage i køleskabet. Æggene kan godt nå at tage smag af lagene på få dage. Jeg har “kun” kogt mine æg i 6,5 min, hvilket giver en blødkogt blomme. Du skal derfor være opmærksom på at blommen kan løbe lidt, når du skærer ægget ud.

Æblechutney
Pil og skær rødløget i små tern og steg dem ved lav varme i smørret i mindst 30-40 min indtil løggene er karamelliserede. Husk at rør lidt rundt, så det ikke brænder på. Tilføj derefter æbler, revet hvidløg, revet ingefær, hakket chili, rørsukker og æblecidereddike. Lad det småsimre indtil æblerne giver efter. Steriliser et sylteglas og kom chutneyen på glas og stil på køl.

Skær rugbrødet i kvarte og steg skiverne på hver side i smør. Læg rugbrødet på fedtsugende papir og stil til side. Skær de marinerede sild i stykker, som svarer nogenlunde til størrelsen på dine rugbrødsskiver. Læg alle rugbrødsskiverne op på et pænt skærebræt. Jeg synes altid at minismørrebrød præsenterer sig bedst, når de lægges på et fad i fine lige rækker. Læg sildestykkerne på rugbrødet og giv hver fisk en teskefuld æblechutney. Riv peberroden fint og drys lidt på hver mad. Skær derefter de pink æg ud i både. Hav gerne lidt køkkenrulle ved hånden så du kan tørre kniven af efter hver gang du skærer, så får du det pæneste resultat. Top sildemadderne med et pink æg og lidt karse.

Glyngore1

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under ÆG, BRØD, FISK, påske