Category Archives: ÆG

Spicy påskesild med pink æg

Sponsoreret af GlyngøreGlyngore2

Nu er det snart tid til at samles om det store påskebord og jeg elsker at få mig en god sildemad med æg og snaps. Jeg er utrolig glad for de traditionelle karrysild, men denne gang har jeg givet sildemaden et twist, så nye sildeentusiaster også kan hoppe med på bølgen. De her minismørrebrød lægger op til at nyde silden i nye rammer ved en stående buffet eller blot som en lille hapser før lammekøllen kommer på bordet. Sildehapserne er toppet med en spicy æblechutney med karamelliseret rødløg, ingefær og chili.
Ingen Påske uden æg, så der er selvfølgelig syltede pink påskeæg på toppen.
Værsgo Eat My Heart Out!

Sild med æblechutney og pink æg
12 stk minismørrebrød

3 skiver rugbrød
1 spsk smør
1 glas Glyngøre marinerede sild

Syltede pink æg
6 æg
1 rødbede
350 ml æblecidereddike
1 dl vand
1 spsk fennikelfrø
4 stk allehånde
1 spsk sennepsfrø
4 laurbærblade
10 peberkorn
1 tørret chili

Æblechutney
1 stort rødløg
1 fed hvidløg
1×2 cm frisk ingefær
1/2 mild rød chili
2 syrlige æbler i små tern
2 spsk æblecidereddike
1 spsk rørsukker

Peberrod
Karse

Syltede pink æg
Jeg har lavet 6 æg så der er lidt ekstra, hvis man skulle få lyst til flere madder hen over Påsken. Lav de pink æg 4 dage før du skal bruge dem. De trækker farve fra rødbedesaften og på 5. dagen begynder blommerne også at tage farve. Kog æggene i 6,5 min og køl dem derefter af i rigeligt koldt vand. Æg er altid nemmest at pille, når de er meget kolde. Lav eddikelagen imens æggene koger. Lagen skal køles helt af før den hældes over æggene. Skræl rødbeden og skær den i tern. Kog rødbeden og resten af lageingredienserne i ca. 7-10 min. Fortvivl ej, hvis du ikke lige kan skaffe allehånde. Du kan også bruge andre tørrede krydderier, men vær forsigtig med kanelstænger, jeg synes personligt, at det giver en alt for sødlig smag til ægget. Steriliser et sylteglas og læg de pillede kolde æg ned i glasset. Hæld den afkølede lage over æggene og ryst glasset en lille smule, så lagen dækker æggene til alle sider. Sæt låg på og stil i køleskabet. Jeg har brugt mine æg efter 5 dage. Hvis du blot vil lave en fin pink ring på dine æg, så kan du nøjes med 2 dage i køleskabet. Æggene kan godt nå at tage smag af lagene på få dage. Jeg har “kun” kogt mine æg i 6,5 min, hvilket giver en blødkogt blomme. Du skal derfor være opmærksom på at blommen kan løbe lidt, når du skærer ægget ud.

Æblechutney
Pil og skær rødløget i små tern og steg dem ved lav varme i smørret i mindst 30-40 min indtil løggene er karamelliserede. Husk at rør lidt rundt, så det ikke brænder på. Tilføj derefter æbler, revet hvidløg, revet ingefær, hakket chili, rørsukker og æblecidereddike. Lad det småsimre indtil æblerne giver efter. Steriliser et sylteglas og kom chutneyen på glas og stil på køl.

Skær rugbrødet i kvarte og steg skiverne på hver side i smør. Læg rugbrødet på fedtsugende papir og stil til side. Skær de marinerede sild i stykker, som svarer nogenlunde til størrelsen på dine rugbrødsskiver. Læg alle rugbrødsskiverne op på et pænt skærebræt. Jeg synes altid at minismørrebrød præsenterer sig bedst, når de lægges på et fad i fine lige rækker. Læg sildestykkerne på rugbrødet og giv hver fisk en teskefuld æblechutney. Riv peberroden fint og drys lidt på hver mad. Skær derefter de pink æg ud i både. Hav gerne lidt køkkenrulle ved hånden så du kan tørre kniven af efter hver gang du skærer, så får du det pæneste resultat. Top sildemadderne med et pink æg og lidt karse.

Glyngore1

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under ÆG, BRØD, FISK, påske

Spiraltærte med blåskimmelost

spiraltaerte

Det er nok ikke en overraskelse for nogen at jeg finder meget inspiration til nye retter på Instagram og lige præcis den her spiraltærte har ligget højt på min liste over opskrifter jeg gerne har villet prøve af længe. Jeg har brugt Bake to the Roots opskrift, som base for min egen version, hvor jeg har ændret en del på ingredienserne. Fremgangsmåden er den samme, hvis du gerne vil bruge hans fine video, som vejledning til at samle tærten. Værsgo Eat my heart out!

Spiraltærte

 

Tærtebund

60g grahamsmel

130g Ølandshvedemel

110g koldt smør

1 tsk salt

2 spsk iskoldt vand

 

Ostecreme

150g blåskimmelost (Jeg har brugt Thise Økoblue denne gang)

70g fint revet cheddar

2,5 dl cremefraiche 18%

3 æg

Frisk timian

Peber/salt

 

Spiralen

1 courgette

1/2 butternut squash

Ca. 8 gulerødder ( jeg har brugt hvide, gule og lilla rødder)

Olivenolie

Salt /peber

 

Si ølandshvedemel og grahamsmel i en skål og tilføj salt og det kolde smør i små tern. Smuldr smøret i melet. Sørg for at arbejde hurtigt så smøret ikke bliver varmet for meget op. Saml hurtigt dejen med det kolde vand og læg dejen på køl pakket ind i husholdningsfilm. Lad dejen stå koldt i mindst 1 time.

Tag dejen ud af køleskabet når den er kold og rul den ud på bordet. Dejen kan godt smuldre lidt, så vær forsigtig og tålmodig når du ruller dejen ud. Rul dejen forsigtig om kagerullen og overfør den til tærteformen. Lap eventuelle huller, hvis dejen er revnet lidt. Prik dejen med en gaffel og stil den i ovnen ved 180grader i ca. 20 min.

Pisk æg og tilføj smuldret blåskimmelost, cremefraiche og revet cheddar og rør godt rundt. Tilsæt salt, peber og timian til blandingen.

Du kan med fordel begynde at gøre grøntsagerne klar, imens tærtebunden stadig er i oven. Brug en kartoffelskræller eller et mandolinjern til at lave lange og meget tynde strimler af courgetter, butternut squash og gulerødder. Hvis du bruger mandolinjern skal du sørge for at lave ultratynde strimler. Det er umuligt at lave en spiral, hvis grøntsagerne er for tykke.  Skær eventuelt courgetterne på langs, så de ikke er mere end 2 cm bredde eller så de svarer til bredden på de øvrige grøntsager. Vælg gerne gulerødder, som er nogenlunde lige store. Det tager lidt tid at lave spiralen, så jeg begyndte at lave spiralen på bunden af en springform, som jeg senere kunne overføre til tærtebunden ved hjælp af en bred spatel eller stor kniv. Start med at vikle et stykke gulerod om sig selv og skift derefter imellem de forskellige grøntsager indtil spiralen er på størrelse med din tærteform.

Når tærtebunden er bagt tilføjes ostecremen til bunden. Derefter flytter du forsigtigt men med fast hånd grøntsagsspiralen til tærten. Krydr med lidt salt og peber og dryp med olivenolie før du stiller tærten i ovnen ved 190 grader i ca. 40-50 min. Hold øje med at spiralen ikke bliver for brændt. Den er færdig,  når du kan mærke at grøntsagerne er møre. Server tærten med lidt røget fisk og en god sprød salat.

spiraltaerte1

 

 

Skriv en kommentar

Filed under ÆG, TÆRTE

Hytteost cheesecake med havtorngelé

cheesecake

Jeg elsker at sanke i naturen, så jeg tog kurven med da min kæreste Thomas og jeg gik en tur på Amager Fælled for et par uger siden. Umiddelbart så det ud som om vi var lidt for sent ude. De fleste træer og buske så ud til at have haft besøg allerede. Men heldigvis var vi så heldige at spotte guld, da vi netop havde givet op og var på vej hjem. Der stod nogle fine havtornbuske og struttede med deres orange bær lige foran os. Efter mange rifter på arme og hænder blev kurven fyldt med de smukke grene og så blev de smidt direkte i fryseren, da vi kom hjem. Så var udfordringen bare at finde ud af hvad de lækre bær skulle bruges til. Da jeg var barn lavede min mor ofte en hytteost cheesecake fra Karolines Kogebøger – og den fik jeg lyst til at lave i en opdateret version pyntet med havtorngelé i stedet for appelsiner. Så værsgo Eat my heart out!

 

Hytteost cheesecake med havtorngelé

150g fuldkornskiks

75g smør

50g hasselnødder

7 blade husblas

2 æg

85g sukker

1 halv vaniljestang

1 spsk sukker til vaniljen

400g hytteost

1/4 L piskefløde

Saften af 1 mandarin

 

Havtorngelé

125g havtorn

1 spsk sukker

Saften af 3 mandariner

3 blade husblas

 

Hytteost cheesecake

Smelt smørret og tilsæt smuldret kiks og fint hakkede nødder. Kom blandingen i en springform og pres det tæt sammen. Læg 7 blade husblas i blød i koldt vand i 5 min. Flæk vaniljestangen og fordel vaniljekornene i 1 spsk sukker. Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en skummende hvid masse. Vend hytteosten i æggemassen. Tag husblasen op af vandet og kram det let for vand. Smelt det over vandbad. Afkøl husblasen med mandarinsaft og kom den i hytteostblandingen under omrøring. Pisk fløden og vend forsigtigt flødeskummet i blanding. Fordel blandingen over kiksebunden og stil kagen på køl i mindst 8 timer.

Havtorngelé

Pil de frosne havtorn af grenene og kom dem i en gryde. Tilsæt sukker og saften af 2 mandariner. Kog massen op og filtrer den gennem en sigte, så du kun har den fine orange væske tilbage. Stil evt. havtornsaften i en vindueskarm med åbent vindue, så væsken kan køle hurtigt ned. Læg 3 blade husblas i blød i koldt vand i 5 min. Smelt husblas over vandbad og køl ned med saften fra 1 mandarin. Tilsæt husblasen til havtornsaften under omrøring. Det er vigtigt at begge væsker er nogenlunde samme temperatur og kølige, da den skal hældes over den kolde cheesecake. Hæld geléen over cheesecaken og stil den på køl i et par timer til geléen er stivnet.

Gem evt. et par frosne havtorngrene til at pynte kagen med.

cheesecake_2

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under ÆG, DESSERT

Minitærter med blåskimmelost

minitærter

Jeg er generelt glad for ost, men jeg er aldrig rigtig blevet gode venner med blåskimmelosten. Jeg kan godt spise en enkelt kiks med blåskimmel, men så er jeg også færdig med det. Nu har jeg så haft det her fine stykke danablu fra Høgelund Mejeri liggende i mit køleskab i et par dage og jeg synes det skulle have lov til at shine lidt, så jeg har lavet minitærter med porre, squash og danablu og det smager helt forrygende, hvis jeg selv skal sige det. Værsgo Eat My Heart Out!

12 minitærter

60g fuldkorns ølandshvedemel

60g hvedemel

1/2 tsk salt

60g smør

1 spsk koldt vand

Fyld

1 porre

1 lille squash

2 fed hvidløg

2 æg

1/2 dl fløde

100g danablu

Timian

Salt & peber

 

Bland fuldkornsmel, hvedemel og salt i en skål. Skær smørret ud i mindre stykker og smuldr det ned i melet. Saml hurtigt dejen med vand. Jeg har brugt en engelsk form til mince pies til mine små tærter, men jeg er sikker på at en hvilken som helst muffinform i metal kan bruges. Smør formen med rigeligt smør og pres en lille klump dej ned i hver form. Det er vigtigt at dejen har nogenlunde samme tykkelse i bunden og på siderne. Jeg kan godt lide at mine tærter får et rustikt look, så jeg gør ikke så meget ud af at skære dem til i kanten. Prik bundene af tærterne med en kødnål og stil dem i ovnen ved 200grader i ca. 15 min. Fyldet kan forberedes, imens tærtebundene bager. Skær porre, hvidløg og squash ud i mindre dele og steg det hele på panden i lidt olivenolie sammen med timian, salt og peber. Pisk æggene og tilføj fløden.

Tag tærtebundene ud af ovnen efter de 15 minutter og placer grøntsagerne fint i hver lille tærte. Læg et stykke danablu oven på og hæld æggemassen over. Bag tærterne i 15-20 minutter ved 200grader.

Når tærterne er bagt og er kølet lidt af kan man pynt med et ekstra stykke danablu og lidt frisk timian på toppen.

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under ÆG, BAGVÆRK, GRØNT, OST, TÆRTE, Uncategorized

Æg i rede

ægirede

Æg og squash er et perfekt match i min bog og den her kombination, hvor æggene bages i en lille rede af squash er jo ikke til at stå for. De passer perfekt på påskebordet. Så værsgo Eat My Heart Out!

1 halv squash

Olivenolie

2 æg

Salt og peber

Brug en spiralizer til at skære squashen ud. Dryp squashstrimlerne med lidt olivenolie og sno dem om 2 fingre så de danner en lille rede. Placer rederne i bagepapir i en muffinform af metal. Det er vigtigt at bruge en fast muffinform- ellers flyder ægget ud. Slå æggene ud i en skål et efter et. Tag forsigtigt æggeblommen op med hånden og hæld først æggehviden ned i squashreden. Læg blommen ovenpå. Det virker måske lidt skørt at skille hvider og blomme ad, men det giver et flottere resultat når blommen ikke er omgivet af æggehvide fra starten. Bag rederne i oven ved 200grader i ca. 10 minutter. Hold godt øje med ægget og tag det straks ud når hviderne er stivnet.

Skriv en kommentar

Filed under ÆG, GRØNT, Uncategorized

Kåltoast

broccolitoast

Der findes ikke noget bedre end en kåltoast med pocheret æg, når det er koldt udenfor. Hvis du bruger et stykke ristet surdejsbrød, så går alle smagsnuancerne op i en højere enhed, hvis du spørger mig. Værsgo EAT MY HEART OUT.

1 stk surdejsbrød

1 kvart broccoli

Grønkål

Spinat

1 æg

Eddike

Salt & peber

Rist brødet på en brødrister eller i ovnen. Rens grøntsagerne og skær broccolien ud i mindre stykker. Steg broccoli og grønkål i olivenolie og sørg for at kålen får en fin stegeskorpe før du vender den. Tilføj frisk spinat til panden og giv den varme til de falder sammen.

Fyld en lille gryde halvt med vand og bring i kog. Hæld 1 tsk eddike i vandet. Slå ægget ud i en skål. Pisk vandet hurtigt rundt med et piskeris og hæld ægget ned i det hvirvlende kogende vand. Lad det koge i ca. 2 min. Det er vigtigt at holde øje med konsistensen hele tiden, så du får præcis den flydende æggeblomme du gerne vil have. Tag forsigtigt ægget op med en hulske og lad det dryppe af.

Placer dine grøntsager på det ristede brød og tilføj det pocherede æg og drys med salt og peber. Nu mangler du kun fornøjelsen af at prikke hul på ægget og lade den gule æggeblomme flyde.

Skriv en kommentar

Filed under ÆG, BRØD, GRØNT

Jordbærkoldskål

koldskål

Det er sommer og tid til koldskål og masser af danske søde jordbær. Så jeg tænkte jeg ville kombinere de to til min morgenmad. Jeg har brugt vores familieopskrift på koldskål og kørt den en gang i blenderen med dejligt søde danske jordbær og voila – så får man en smuk pink jordbærkoldskål. Værsgo EAT MY HEART OUT!

 

Jordbærkoldskål

2 øko æg

2 spsk rørsukker

1 halv vaniljestang

1 tsk rørsukker til vaniljekornene

2 dl kærnemælk

2 dl tykmælk

Øko citronskal

Citronsaft

10 søde jordbær

 

Æg piskes med rørsukker til en skummende masse. Del vaniljestangen og skrab den for alle de skønne vaniljekorn. Fordel vaniljekornene med spidsen af en kniv i en tsk rørsukker, så kornene er godt skilt ad. Tilføj vaniljesukkeret til æggemassen og pisk godt. Tilsæt kærnemælk og tykmælk + citronskal og saft. Jeg kan godt lide en syrlig koldskål så jeg bruger meget citronskal og citronsaft, men det er jo en smags sag, så husk at smag til undervejs. Hæld blandingen op i en blender og tilføj de søde jordbær og giv det en hurtig tur. Server med jordbær og kammerjunkere.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under ÆG, DESSERT