Monthly Archives: marts 2016

Chokolade drømmekage

drømmekage.JPG

Jeg drømmer ofte om denne drømmekage, som er bagt med kakao og kaffe. Min mor bagte tit den her version af en drømmekage om søndagen da jeg var barn, så jeg tænker altid på den som en rigtig familiekage – den kan tages med på skovtur, til kageordningen på skolen eller bare nydes hjemme i sofaen med en god kop kaffe til. Jeg kan godt lide at den er mere fugtig end den sædvanlige hvide drømmekage – jeg håber også at du kan lide den. Værsgo Eat My Heart Out!

Drømmekage

2 æg

2 dl kokossukker

2,5 dl hvedemel

1,5 dl mælk

2 spsk kakao

2 tsk vaniljesukker

2 tsk bagepulver

125 g smør

 

Kokostopping

3 dl kokosmel

3 dl flormelis

10 spsk kaffe

100 g smør

1 spsk kakao

 

Pisk æg og sukker godt sammen. Du kan sagtens bruge almindeligt sukker hvis du ikke har kokossukker. Tilføj de tørre ingredienser og tilsæt mælken lidt efter lidt, imens det hele piskes sammen. Tilsæt tilsidst det smeltede smør og rør det hele sammen til en god lækker masse. Hæld dejen i en form med bagepapir (bageform 20×30 cm) Kagen bages ved 170 grader i ca. 45 min.

Gør kokosfyldet klar, imens kagen er i ovnen. Kom kokosmel, flormelis, kaffe, smør og kakao i en gryde og lad det hele koge sammen. Fordel fyldet på kagen, imens den stadig er varm og lad den køle lidt af før den serveres.

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK, KAGE, Uncategorized

Bagt blomkål med rygeost & mandler

bagtblomkål.JPG

Blomkål er en af mine yndlings grøntsager og også en af dem jeg har flest minder om fra middage med familien da jeg var barn. Den gang fik vi den næsten altid let kogt som tilbehør til fisk eller lignende. Men blomkål kan også spille hovedrollen på middagsbordet – især hvis den som her er bagt i ovnen med en lækker rørt rygeost som topping. Jeg ville servere bagt blomkål med en god sprød salat og sardiner. Værsgo Eat My Heart Out!

1 blomkål

Olivenolie

2 tsk paprika

1  lille tørret chili

1 tsk spidskommen

Mandler

Rygeost

Græsk yoghurt

Purløg

Salt & peber

Rens blomkålet og fjern de ydre grove grønne blade. Jeg er ret vild med de fine blade på blomkålet, så dem lader jeg altid sidde. Hvis du ikke bryder dig om bladene, så kan de selvfølgelig sagtens fjernes. Sæt ovnen på 200 grader og find en bageplade frem. Placer blomkålshovedet på bagepapir på bagepladen. Bland olivenolie med paprika, spidskommen og tørret chili og gnid blomkålet ind i blandingen. Sæt kålhovedet i ovnen i 35 -45 min. Blomkål kan svinge meget i størrelsen, så det er vigtigt at tjekke om blomkålet har fået en fin skorpe og stik evt. i den med en spids kniv for at tjekke om den er mør.

Hak mandler groft og læg dem evt. på bagepapiret sammen med blomkålshovedet de sidste par minutter. Hold godt øje med mandlerne – de må ikke blive helt brune.

Rør en rygeost creme af rygeost, græsk yoghurt og masser af hakket purløg.

Drys salt, peber og mandler over blomkålshovedet og server evt. det hele på et skærebræt med en god klat rygeost creme til.

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under GRØNT, Uncategorized