Monthly Archives: december 2014

Mormors klejner

klejner

Når det kommer til klejner er jeg helt klart mest til de store luftige saftige slags og sådan nogle lavede min mormor i massevis. Og nu prøver jeg hvert år at gøre hende kunsten efter. I år synes jeg virkelig jeg har ramt den samme smag og lækkerhedsfaktor, som min mormor serverede hvert år.  Så værsgo EAT MY HEART OUT!

Mormors klejner

50 stk

3 – 4 æg (afhængig af størrelse)

250 g sukker

125 g smeltet afkølet smør

1 dl fløde

1/2 dl kærnemælk

500 g hvedemel

1 lille tsk hjortetaksalt

Saft af en halv appelsin

Skal af en hel appelsin

1,5 l solsikkeolie

Æg piskes med sukker over vandbad. Kom appelsinsaft, revet appelsinskal, smør og æggemasse i en skål. Tilsæt fløde, kærnemælk, hjortetaksalt og mel og rør indholdet godt sammen. Stil dejen koldt i 2 timer. Rul dejen ud til den er ca. 4-5 mm tyk. Skær diagonale linjer på kryds i dejen med en klejnespore, så hver klejne bliver ca. 2 x 6 cm. Skær et lille hul i hver klejne. Træk det ene hjørne ind gennem hullet og træk forsigtigt ud. Læg klejnerne klar på et skærebræt før du begynder at koge. Varm olien op i en tykbundet gryde og tjek om olien er klar ved at lave en lille dejprøve. Jeg synes det er nemmeste at styre, hvis der ikke er mere end 4 – 5 klejner i gryden på samme tid. Jeg kan ikke give en præcis tid på hvor længe en klejne skal koge men hold konstant øje med klejnerne og sørg for at vende dem med en hulske. Tag klejnerne op når de er gyldent brune og lad dem dryppe af på fedtsugende papir eller køkkenrulle. Jeg plejer at lægge halvdelen af klejnerne i fryserne. De er rigtig gode og fine til at tø op og komme i ovnen eller på brødristerne et par minutter.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under BAGVÆRK

Æbleskiver

aebleskiver

Ingen jul uden hjemmelavede æbleskiver. Jeg kommer altid i julestemning når æbleskivepanden står og bliver varm på komfuret og Last Christmas spiller i radioen. Min faster fra Als serverede altid æbleskiver med svesker i, når vi kom på besøg i juledagene. I år tænkte jeg at jeg ville prøve at efterligne smagen, så jeg har lavet en blommekompot til at fylde i de luftige æbleskiver. Så værsgo EAT MY HEART OUT!

Æbleskiver med blommekompot

250 g hvedemel

1/2 tsk salt

1 174 tsk natron

2 tsk sukker

4 dl kærnemælk

3-4 æg

Smør

Blommekompot

200 g blommer

1 stjerneanis

1 stang kanel

1 spsk rørsukker

Blommer, stjerneanis, kanel og sukker kommes i en gryde og koges ind til en kompot. Og stilles til afkøling.

Æg deles i æggehvider og blommer og æggehviderne piskes helt stive. Pisk sukker og æggeblommer i en anden skål og tilsæt kærnemælk, salt, natron og hvedemel. Vend forsigtigt hviderne i dejen med en stor grydeske. Varm æbleskivepanden op og skær smørret ud i små firkanter, som ligger klar til at blive lagt i panden. Kom en smørfirkant i hvert hul og lad det bruse op. Fyld hvert hul med 2/3 dej og lad dem brune. Put en lille tsk blommekompot i hver æbleskive. Hold øje med æbleskiverne og vend dem forsigtigt med en pind eller en gaffel undervejs. Det er lidt sværere at vende æbleskiverne når der er blommefyld i, så vær forsigtig når du vender dem. Server æbleskiverne drysset med flormelis og blommekompot.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized