Monthly Archives: november 2014

Birkeskranse

birkeskranse

Min mors birkeskranse er indbegrebet af dejlige fødselsdagsminder og hyggelige efterårsdage med varm kakao og lune boller indendøre. De er så lækre og propfyldte med smør så de næsten minder om briochebrød. I dag hvor vejret har været helt gråt og trist i København fik jeg lyst til at spise en af de bløde boller til min eftermiddagste. Så værsgo EAT MY HEART OUT.

Birkeskranse 16 stk

50 g gær

4 dl mælk

200 g smør

2 æg

2 tsk salt

2 spsk sukker

1 kg hvedemel

Blå birkes

Æg til at pensle med

Smelt smørret ved svag varme. Tilføj mælken til smørret og tjek temperaturen. Den skal være lunken. Gæren udrøres i en smule af væsken. Tilsæt resten af smørblandingen og tilføj æg, salt og sukker. Rør hvedemelet i og rør indtil dejen slipper skålens kanter. Stil til hævning i 45 min.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord. Vær dog forsigtig med for meget mel på bordet og på dine hænder. Dejen tager meget hurtigt for meget mel til sig og så bliver resultatet en tør bolle. Tag dej fra som svarer til størrelsen på en almindelig bolle og del den op i 2. Rul hver del til en pølse på ca. 17-18 cm. Læg dem ind over hinanden og tvist. Fæstn forsigtigt enderne ind under bollen så du har en fin rund krans. Bollerne efterhæver i 10 min. Pensel med pisket æg og drys med blå birkes. Birkeskransene bages ved 250 grader i 10-12 min. Hold øje med dem efter 10 min.

Skriv en kommentar

Filed under BOLLER, BRØD

Benløse fugle

benlosefugle

Benløse fugle er vist en ret der er forsvundet fra de fleste danske køkkener, men jeg har nu altid været glad for den – i hvert fald i min mors version. Jeg har prøvet at gøre hende kunsten efter et par gange og det er en dejlig smagfuld efterårsret. Så værsgo EAT MY HEART OUT.

Benløse fugle

8 skiver okseinderlår eller klump

100 g spæk

Lidt hvedemel

Salt

Peberkorn

Laurbærblade

2 gulerod

2 pastinak

1 løg

1/2 l æblemost

1-2 spsk rødvins eddike

2-3 dl rødvin

En smule fløde

Bredbladet persille

De 8 skiver oksekød bankes let og krydres med salt og peber. På hvert stykke oksekød lægges en stav gulerod, pastinak og spæk og lidt bredbladet persille. Rul kødet stramt om fyldet og fæstn med en kødnål. Vend de 8 kødruller i hvedemel og brun dem i en stor gryde sammen med løg og resten af de groft skårne gulerødder, pastinak og bredbladet persille. Tilsæt rødvins eddike, æblemost og rødvin og lad retten simrer i ca. 45 min. Smag retten til med salt og peber og jævn evt. med lidt fløde.

Jeg serverer rodfrugtemos til de benløse fugle og lidt ekstra groft hakket persille.

Skriv en kommentar

Filed under SIMREMAD