Monthly Archives: september 2012

Oldemors kyllingesuppe

Det river og rusker i træerne uden for mit vindue og min hals er øm efter for mange regnfulde cykelture i denne uge. Så nu er det tid til skoldhed hjemmelavet suppe ligesom min oldemor ville have lavet den. Jeg har længe villet lave min egen klare suppe, men har lissom ikke kunnet tage mig sammen til at få gang i gryderne. Men ihhhh hvor er jeg glad for at jeg endelig fik lagt kyllingen i gryden – for der er intet der slår duften og smagen af hjemmekogt suppe med masser af urter. Det minder mig om at være på søndagsbesøg hos oldemor og hos mormor og hos mor…

Værsgo EAT MY HEART OUT

Klar kyllingesuppe

En hel kylling og et stykke flæsk skyldes og lægges i en stor gryde og hældes over med rigelig vand. Når vandet koger skummes vandet af indtil væsken er klar igen. Derefter tilsættes en persillerod og en kvart sellerirod i store grove stykker + en suppeviske (toppen af en porrer, bredbladet persille og bladselleri) og 2 spk groft salt og 10-15 peberkorn og et laurbærblad. Suppen koger ved svag varme indtil kyllingen er godt mør. Kyllingen tages op og suppen koger videre indtil den smager helt rigtigt. Urterne fjernes fra suppen og presses tørre for væske og suppen køles ned. Når suppen er helt kold fjernes det øverste lag fedt og suppen koges igennem. Kyllingen pilles for kød og en del tilsættes suppen inden servering. Resten af kyllingen bruger jeg til tarteletter eller andet lækkert. Jeg er også meget glad for suppeurter så denne gang kom jeg fint skåret porrer, gulerod og selleri i et minut før servering.

Skriv en kommentar

Filed under KØD, SUPPE

Brandvarm Stifado

Når det rusker i træerne og regnen siler ned så er der særlig én ret der kan gøre mig  rigtig glad og varm inden i og det er den græske gryderet stifado. Den var et must-have, når vi var på ferie med hele familien, da jeg var yngre og den varme duft af kanel og søde løg sender mig altid direkte tilbage til varme sommernætter på Kalymnos.
Værsgo EAT MY HEART OUT!

Stifado

2 kanelstænger, 2 nelliker, 8 peberkorn, 2 lauerbærblade og 6 enebær ristes på en brandvarm pande og hældes i en lille skål. Oksebov skæres i store tern og brunes i en dyb pande med lidt løg og hvidløg. Rødvinseddike brændes af i panden og de ristede krydderier tilsættes. 4 store løg delt i kvarte både tilsættes og svitses sammen med frisk rosmarin og timian. Derefter tilsættes en dåse hakkede tomater og rødvin. Smag til med salt, peber og rørsukker. Det hele varmes igennem og hældes op i et ildfast fad med låg og sættes i ovnen ved 200 grader i mindst 3 timer.

Rodfrugtemos

Kartofler, pastinak og gulerod skrælles og skæres i tynde skiver og koges indtil det er mørt med 2-3 fed hvidløg. Vandet hældes fra og smør, mælk og salt tilsættes og det hele moses.

Rødbedesalat

Rødbed og æble rives groft og vendes med lidt salt, olivenolie og balsamico olie.

Skriv en kommentar

Filed under KØD

Smækre lækre sild

Min yndlingsfisk er sild og allerhelst den friske stegte slags. Så den hurtigste og nemmeste aftensmad for mig er at smide et par lækre sild på panden og toppe op med gode dampede grøntsager. Værsgo EAT MY HEART OUT

Stegt sild

Rugmel blandes med lidt salt og sildefileterne vendes i melet og steges første med skindsiden nedad i smør. Når skindsiden er stegt sprød vendes fisken og steges færdig på den anden side.

Radisetzatziki

Græsk yogurt smages til med revet citronskal, citronsaft, salt, peber og presset hvidløg. Revet radise og agurk blandes i.

Denne gang har jeg dampet blomkål, porrer og gulerod sammen med en halv citron som presses ud over grøntsagerne.

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under FISK

Solskinskylling i regnvejr

Så blev det pludselig efterår og det varer ikke længe før jeg kaster mig over rodfrugter som skal forvandles til lækre stærke supper. Men før det bliver helt mørkt udenfor og strømpebukserne fylder for meget i tøjkurven, så vil jeg forsøge at holde fast i solens mad lidt endnu også selvom det har regnet noget så frygteligt i dag. Så ja man kan altså godt lave solskinskylling på en regnfuld tirsdag. Værsgo EAT MY HEART OUT.

Solskinskylling

Fuldkorns penne koges møre

Kyllingebryst skæres i mindre dele og steges på en pande med løg, hvidløg og porrer.
Squash og grøn chili tilsættes og alle grøntsagerne steges møre. Krydder med salt/peber og lidt rød pesto. Pastaen tilsættes med en smule af pastavandet og den friske spinat og hytteost tilsættes og får et halvt minut før retten tages af varmen. Tilføj evt. lidt friske oreganoblade.

Skriv en kommentar

Filed under KYLLING